Jeg er normalt typen, der handler mig ud af alting. Jeg er en 'go getter', hende, der kan skaffe alt og får tingene til at ske.

Jeg opnår, hvad jeg vil, og fikser alt, jeg skal bruge på vejen til målet. Men i denne tid, under corona, er handlekraften sat ud af spil, og det får nogle til at føle 'zen', men for mig er det en sær stilstand af ufrivillig lammelse – dage, der flyder sammen, og tid med forstærkede tanker.

4. maj var aften for befrielsen – den dag, hvor vi mindes alle dem, som kæmpede for Danmark. Dem, som faldt for Danmark. Men 4. maj er også min elskede storebrors begravelsesdag.

For tre år siden faldt han om i sin lejlighed. Det var få dage efter hans 46-års fødselsdag, som var sidste gang, jeg så ham i live.

Den dag husker jeg, som var det i går. Det var en solrig søndag. Vi spiste tapas. Vi drak rødvin. Og vi krammede heldigvis farvel, fordi han insisterede på det. Min bror var en krammer.

Hans hovedpulsåre bristede. Retsmedicineren havde ingen forklaring, den slags sker en gang imellem, sagde hun. Ikke ofte, men det sker. Hun fortalte også, at det var gået stærkt. Det betød noget. Jeg var sygeligt optaget af, om han havde lidt.

4. maj er også blevet dagen, hvor jeg husker, hvordan jeg første gang efter hans død stod i hans lejlighed, forstenet og stirrede på hans møbler i stuen, der var flyttet rundt, ud til siden, så politi og ambulancefolk kunne komme til hans livløse krop. Det så kaotisk ud. Rodet.

Og jeg husker, at der lå en indtørret pøl af ligvæske og blod på det tomme gulv, lige foran sofaen. Jeg husker, jeg lagde mig, udstrakt på ryggen, på samme sofa og lyttede til den cd, der sad i afspilleren, og som han havde hørt som den sidste.

Det var Nils Frahms 'Screws'.

I år er det tre år siden. Nogen vil med suk og med rette spørge, hvor længe skal man sørge?

Samme 'nogen' insisterer velmenende, at tiden læger alle sår, og måske har 'nogen' jo ret. Måske læger tiden – men såret efterlader ar. For sorg efter dødsfald er ikke noget, man nødvendigvis 'kommer over' eller 'kommer igennem' – sorg er noget, man skal lære at leve med. Alene.

Og nogen gange – som nu, hvor der er tid til at pille i såret – føles det hele lidt ekstra tungt. Samtidig er det måske også vigtigt at mærke sorgen, så man kan mærke livet. Der skal nok være plads til det hele, men jeg glæder mig til at komme ud af tilstanden igen. Og ind i normalitet.