I Danmark lever mere end en million voksne som singler, og spørger man hvorfor, er der varierende svar:

Nogle er kræsne, mens andre påstår at have valgt det – de har hverken tid til eller brug for en kæreste – de har nemlig bare SÅ helt utrolig travlt med at udføre deres meget, meget vigtige arbejde!

Men man ved jo godt, det er noget værre sludder. Hvis du er forelsket, kan du både lyve dig syg fra arbejde i dagevis, fordi du hellere vil ligge derhjemme og bolle og udeblive fra dine dødssyge badmintonaftaler med naboen hver tirsdag og torsdag, fordi det trods alt er lidt sjovere at spise pomfritter nøgen i sengen end iført svedbånd og ketsjer nede i den lokale hal.

Og nu viser det sig, at mange af de selvvalgte singler alligevel er så interesserede i tosomhed, ske og kærlighed, at de faktisk er ved at flå bankerne!

Antallet af sager om såkaldt 'kærlighedssvindel' er åbenbart mere end fordoblet fra 2018 til 2019. Hjemme i stuen, hvor den travle single sidder og arbejder på et meget, meget vigtigt projekt, bliver der altså alligevel tid til at besvare Nigeria-breve, hvor lange forklaringer om forsvundne pas og besværlige udrejser af Langtbortistan bliver løst med transaktioner af store summer fra naive og kærlighedshungrende kvinder med et godt hjerte.

Mænd bliver så benovede, når Olga fra Litauen sender et gennemredigeret billede, hvor taljen er minimal, brysterne maksimale og øjne så store som tekopper, at de fyrer tusindlapper af sted, som var de statister i en Nik & Jay-video fra 00'erne.

Jamen, hun skulle jo have penge til en flybillet! Jamen, hun skulle betale et kæmpe gebyr for at komme ud af landet. Jamen, hun skulle betale for et pas.

Jeg ser ofte det der skrækkelige 'Dr. Phil'-show på TV3, og indimellem tager han emnet 'catfish' op – altså kærlighedssvindlere, der med falsk identitet lokker ubegribelige summer ud af ensomme enker og mænd.

En stakkel sidder i højstolen i studiet og får først rullet den økonomiske virkelighed ud – efter vedkommende allerede har måttet pantsætte sit hjem på grund af transaktioner i hundredtusinddollarklassen til en smuk mand/kvinde – for bagefter at følge jagten på sit  'livs kærlighed', der altid ender i det mørkeste Afrika uden konkret modtager.

Jeg troede seriøst kun, det var uden for landets grænser, at folk var så naive. Men nej. Kærlighed gør tilsyneladende blind og dum i hele verden. Man forstår, hvorfor der ikke kan forsikres mod blødende hjerter.