Da jeg var yngre, havde jeg en veninde, hvis far vi alle var bange for.

Han kunne hilse hjerteligt og være både varm og morsom – når han havde lyst. Problemet var, at man aldrig vidste, hvornår det var.

Som regel var han spydig, passive-agressive og ekstremt nedladende. Han udstillede med tilfredshed sin datter foran hendes veninder og havde det med at afhøre os, uden man rigtigt vidste, hvorfor man stod til afhøring.

Når han pludselig blev vred, vidste man aldrig rigtigt hvorfor. Det var utrygt aldrig at vide. Skulle man belønnes i dag? Eller stod den på psykisk terror?

Jeg har siden tænkt, at den kontrolsyge måde at drive en familie var en bevidst måde at fastholde sin vilje.

I denne uge mindede Danmarks erhvervsminister, Simon Kollerup, mig om den psykiske kontrol og hårde udskamningsstrategi.

En strategi, der hører middelalder-katolicismen til, men som regeringen tilsyneladende kører på alle dem, som muligvis retter ind efter gældende love og regler, men ikke retter ind efter regeringens humør for dagen.

Vi så det, da en central medarbejder i Socialdemokratiet kom til at videresende en fortrolig mail til Jyllands-Posten med udskamningsstrategien mod Venstre, hvor ordren lød, at man midt i forhandlinger skulle finde punkter og hænge Venstre ud i pressen.

Siden forlod pressechef i Finansministeriet Sigga Nolsøe sit embede med ordene, at det var en 'svær stilling at have, hvis man ikke er professionel socialdemokrat'.

Gad vide, hvad hun har været udsat for?

Og her tidligere på måneden affotograferede Politiken en af Mette Frederiksens taler, hvori der eksplicit stod: 'Udskam dem, der ikke har været fornuftige'.

Og jeg skal da lige love for, at Ikea fik den udskamning at føle. Erhvervslivets minister lagde truende hånd på Ikeas skulder og fik vredt hvislet, at Ikeas åbning var noget, man så 'meget alvorligt' på. Det var noget, der ville blive taget til efterretning.

Hvad fanden betyder det? Hvad venter der Ikea af straf? Og for hvad?

Regeringen har på intet tidspunkt forbudt Ikea at holde åben – og hvorfor har den ikke det, hvis det var så fandens magtpåliggende? Jo, det kan måske handle om, at der med regulært forbud skal tilbydes hjælpepakke – og det gad man ikke.

I stedet har man trykket erhvervslivet med ubestemte trusler og forfrysninger og høstet magt gennem frygt og benhård 'splitting' i befolkningen.

Hvis en mor kørte den ubehagelige styring af et barn med psykisk terror, ville der formentlig komme en underretning til kommunen. Men nu er det new normal – og gudskelov sagde Ikea fra!

Andre læser også