Vi har fået en kulturfattig kulturminister.

Man skulle ellers tro, at Joy Mogensen ville være kongerigets ypperste til at bestride det fine embede al den stund, hun ikke er valgt til Folketinget, men faktisk blev headhuntet til jobbet.

Og hvad er det så, hun kan?

Well, vi var mange, der var glade for at slippe af med Mette Bock, der med et pennestrøg slagtede Radio24syv og vedtog historisk gigantiske besparelser under sit fagområde helt uden at fortrække en mine. Det kunne da ikke blive værre for kulturen, skulle man tro.

Men det blev det.

Nu har vi fået en kulturminister, der ikke engang gider tale om kultur. Mens engagerede arrangører forsøger at omstille filmfestivaler online, sangere giver gratiskoncerter, og landets teatre og revyer står på randen af konkurs, så nægtede Joy at mæle et ord.

Det var 'upassende', lod hun forstå, og reducerede sig selv til total overflødig i en tid, hvor kulturen allermest havde brug for en samlende kraft.

Alligevel har hun gidet lade sig interviewe til musikbladet Gaffa om sin musiksmag og svarede til enkeltes overraskelse 'Absolute Music 2' fra 1993, da hun blev spurgt om sit yndlingsalbum.

Popmusik er fedt! Hendes valg vidner ikke om dårlig smag, men nærmere om ingen smag. At vælge en compilation fra 1993 som yndlingsalbum svarer til at have 'Disney Sjov' som yndlingsfilm.
Euromans digitale redaktør, Emil Norsker, gik til stålet på Twitter, hvor han konstaterede:

'Det er jo et psykopat-svar. Hvis et barn svarede det, ville jeg tro, det var retarderet.'

Så vidt vil jeg nu ikke gå, men en følger konspirerede, at det måske var et bevidst forsøg på at omfavne det folkelige.

Jeg gætter på, at Joy virkelig ELSKER at høre 'Absolute Music 2', fordi hun ikke kender andet.

Men jeg gætter også på, at man i S gnider sig i hænderne over redaktørens reaktion, som kun forstærker partiet selviscenesættelse som det nye folkelige parti, hvor lederens offentlige optræden som bekendt ikke er meget andet end at kokkerere æbleskiver og frikadeller på Instagram eller lade sig interviewe med almoderlige folder i 'Aftenshowet' eller til en orkestreret børnehyldest på TV 2, mens hun høster point på folkelighedsskalaen.

For der er naturligvis også dem, der synes, at 'Absolute Music' er et forfriskende svar, for man skal jo endelig ikke snobbe.

Man skal ikke komme og tro, at man behøver at lytte musikalbum frem for opsamlings-cd'er for at være en god minister.

Jeg har vist aldrig været beskyldt for at være en kulturelitær snob. Men man kunne måske have håbet på en anelse mere interesse og fordybelse for andet end en væltet buffet fra 1993.

Andre læser også