Går jeg glip af noget i dag?
Er der nogen, der har en sjovere efterårsferie end mig? Hvis du tjekker dine sociale medier, så er svaret sikkert ja.
Blandt alle dine kontakter skal der nok være nogen med en historie, som umiddelbart er mere spændende end det, du laver lige nu. Gør det noget? Ja – i hvert fald hvis det giver dig negative tanker.
FOMO (Fear of Missing Out) er vedvarende bekymringer for at gå glip af en mulighed eller begivenhed, hvor andre lader til at have det sjovt, og det bliver selvfølgelig typisk trigget af, at sociale medier viser os en masse mennesker i gang med en masse spændende aktiviteter.
Listen over 'ting man kunne have gjort' er længere end nogensinde
Listen over 'ting man kunne have gjort' er længere end nogensinde – og du får den lige i ansigtet, når du åbner mobilen. Det kan give negative tanker, når vi sammenligner os med historierne på de sociale medier, og som psykolog ser jeg ofte, hvordan det kan påvirke selvtilliden enormt meget.
Jeg møder mange helt unge og unge voksne, som har en klar oplevelse af, at sociale medier påvirker deres humør negativt.
Man ved fra forskning, at der er sammenhæng mellem et højt forbrug af sociale medier og forringet livskvalitet. Sammenlignings- og præstationskulturen kan tage overhånd og have store konsekvenser for tilfredsheden med livet, hvis man ikke er i stand til at træde et skridt tilbage fra den overfladiske og polerede verden, som de sociale medier viser os.
Det er helt naturligt for mennesker, at man gerne vil være en del af flokken – og de sociale mediers konstante påmindelser om alt det, vi går glip af, kan påvirke os negativt, fordi følelsen af at 'være med' er et naturligt menneskeligt behov.
Sociale medier påvirker deres humør negativt
Derfor er det vigtigt, at vi lærer at navigere i det. Bevidst arbejde med tanker og mentalt fokus kan hjælpe os til at undgå FOMO og andre negative tankemønstre, som opstår i mødet med sociale medier.
Hvis man har tendens til negative tanker, når man færdes i de sociale mediers verden, er det en god ide at være opmærksom på, hvornår man er særlig sårbar.
Det kan f.eks. være i ferien, hvor man tænker, at alle andre har det meget sjovere. Eller måske er det i weekender, at tankerne og tvivlen kommer.
Når man ser, at andre er til fest, og føler sig udenfor, begynder man måske at spørge sig selv: Er jeg egentlig glad? Er jeg elsket? Betyder jeg noget?
Følelsen af at 'være med' er et naturligt menneskeligt behov
Det er mit indtryk, at FOMO bliver tydeligere i perioder med overgange. Hvis man f.eks. har mistet sin kæreste, eller hvis man lige er blevet fyret, kan man være ekstra sårbar over for de negative tanker, der kommer med frygten for at være udenfor.
I den slags sårbare situationer kan man have en skærpet, selektiv opmærksomhed, hvor man kun fokuserer på de andres præstationer og perfekthed, og hvor det virker, som om alle andre altid får topkarakterer og forfremmelser og tager på spændende rejser med deres perfekte partnere.
Man kan komme til at hage sig fast i en negativ fortælling om, at man er utilstrækkelig, eller at man burde være mere spændende. Og det bliver en ond cirkel, for når ens tænkning er negativ, får man øje på negative aspekter – og det bliver man mere negativ af.
Det kan være en god idé at være meget konkret og øve sig på simple teknikker, der kan løfte én ud af den negative spiral. For nogle vil det umiddelbart lyde lidt kunstigt – men man kan løfte sig selv ud af negativiteten ved at 'tvinge' sig selv til at fokusere på taknemmelighed.
Man kan komme til at hage sig fast i en negativ fortælling om, at man er utilstrækkelig
Man kan f.eks. træne ved at lave en taknemmelighedsdagbog, hvor man hver dag skriver fem ting, man er taknemlig for. Det kan hjælpe til at skabe et fundament, hvor man er tilfreds med sit eget liv og ikke bliver tynget af, at andre mennesker har en masse gode oplevelser, som man går glip af.
At modarbejde FOMO handler om at kunne hvile nok i sig selv og sit eget liv til at kunne glæde sig på andres vegne. Når man føler taknemmelighed for sit eget liv, vil man bedre kunne rumme og endda glæde sig over, at andre mennesker har det fantastisk – også selvom man ikke selv er en del af det.
Du kan læse meget mere om Neela Maria Sris og hendes psykologpraksis Encounter HER.