Mint er tilbage på dansk jord og dermed genforenet med sin mor, far og lillebror Malick.

Klokken 07.36 landede hun i Københavns Lufthavn, og dermed markeres et - foreløbigt - punktum i en af de mystiske rejser for hende og for dansk politik.

I næsten et år har hun været nødsaget til at bo hos en moster i Bangkok. Hun blev smidt ud af Danmark, da udlændingemyndighederne mente, at hun ikke kunne integreres her i landet.

En barok og absurd melding, da Mint var fuldt integreret i sin skole i Herfølge, fik de bedste skudsmål af sine lærere og havde en stedfar, der forsørgede hende og resten af familien.

Alle i dette land kunne se, at det var en latterlig afgørelse - undtagen de politikere, der havde skabt en lov, der nærmest pr. automatik smed unge teenagere hjem til de lande, de kom fra, hvis de enten ikke havde været her længe nok eller havde en familiær relation i landet.

I Mints tilfælde boede hendes far - formentlig - stadig i Thailand, men hverken hun eller hendes mor har haft kontakt med ham i 10 år, men det var nok til udvisning.

Loven, der ramte Mint og næsten 100 andre unge fortrinsvis fra Thailand og Indonesien, var egentlig lavet efter en artikelserie i B.T., hvor muslimske drenge blev sendt til koranskoler, fordi de netop ikke skulle integreres. Loven ramte desværre helt skævt.

B.T. har i utallige artikler over det seneste år dokumenteret, hvor mange danske familier der på den måde blev sendt i landflygtighed i enten Tyskland eller Sverige. Alle familier, hvor den ene part var pæredansk og som klarede sig selv.

Det forbløffende var, at det tog politikerne så lang tid at indse det urimelige og skæve i lovgivningen. Langsomt blev det ene parti efter det andet overbevist om, at der skulle ske en ændring. De mest fodslæbende var partiet Venstre, der stadig ikke har meldt ud.

Loven er endnu ikke vedtaget. Intentionen er der, men vi venter stadig på regeringens udspil. Mint er hjemme og på vej i sin gamle skole, men hun er her på et turistvisum, og inden 1. februar skal alt være faldet på plads, så Mint kan få sin velfortjente chance i Danmark.

Mint er blevet et symbol og ansigt på denne sag. Hun blev nævnt i statsministerens åbningstale. Det er hun en smule nervøs over, men hun er blevet løftestangen for de mange danske familier, der stadig venter på at komme hjem, eller som stadig holder vejret, medens de afventer, om deres teenager skal sendes ud.

B.T. har skrevet og drevet denne sag, fordi journalistik handler om mennesker. Vi vil til enhver tid kæmpe for, at det fornuftige og retfærdige vinder til sidst.

Velkommen hjem, Mint - vi har savnet dig.