Jeg drømte i nat, at der stadig var mennesker i den store verden, jeg kunne se op til.

Eller i hvert fald anerkende som ledere. Bevares, mange ser op til Greta fra Sverige, men nu mener jeg dem, som tidligere var fyrtårne i den vestlige verden.

Og det er hun dog knap nok endnu, trods alt.

Vi har i så mange år troet, at den vestlige civilisation og de vestlige demokratier var et forbillede, som vi burde sprede til resten af verden, fordi det var det bedste.

Vi så op til USA, fordi de altid kom os til undsætning, tusindvis af unge amerikanere gav deres liv for Europas frihed i Anden Verdenskrig.

Jeg glemmer aldrig krigskirkegårdene i Normandiet: Joe, 17 år fra Texas. Edvin, 19 år fra Minnesota. Jack 18 år fra Idaho.

Og det fortsatte helt ud i horisonten, gravsten på gravsten.

Vi takkede englænderne, fordi de som nogle af de eneste i Europa virkelig kastede sig ud i krigen og betalte en dyr pris.

Siden da har vores naturlige venner og allierede netop været de to nationer.

Men hvor er vi nu?

De to store nationer er ledet af hver sin båtnakke, der hæmningsløst sætter verdens samarbejde, sikkerhed og solidaritet over styr for at score point blandt de dummeste i deres befolkninger.

Man kan ikke bebrejde befolkningsgrupper, at de vælger dumt.

Men man kan bebrejde ledere, at de benytter sig af dårlige uddannelser og manglende viden til at bilde deres befolkning ind, at de er alene i verden og de eneste, der tæller.

America first. United Kingdom first.

Og så skide være med resten.

Hvordan er vi kommet dertil, at også NATO nu skal se på, mens et medlem, Tyrkiet, også bare sætter samarbejde, sikkerhed og solidaritet over styr og gør præcis, hvad der passer dem?

Endnu en båtnakke, der bilder sin befolkning ind, at man bare skal tænke på sig selv.

Uden tanker for konsekvenserne. Er det hele ved at falde fra hinanden?

Jeg er sikker på, at der sidder mange rundt om i verden, der gnider sig i hænderne over, at demokratiske lande er ved at save alle de grene over, som de selv sidder på.

Skulle demokrati være et forbillede?

Forestil dig, at Løkke eller Mette havde anmodet en fremmed magt om at finde noget snavs om hinanden under en valgkamp?

At de kaldte andre politikere, journalister eller snart sagt hvem som helst for de værste ting.

Og at de ovenikøbet slap fra det med det politiske liv i behold?

Bevares, vi kan måske hidse os op over, at Løkke fik noget fint tøj, at Helle Thorning for egne midler købte en fin taske, at Mette ansætter en lidt dyr rådgiver

MEN HELT ÆRLIGT:

Tænk engang, at vi har politikere, som alene kan koste forargelse over den slags småting.

Jeg er dybt bekymret over, hvad der sker i den vestlige verden. Jeg tror stadig på vores værdier.

Men når disse gamle værdier skal bestyres af nogle opportunister, som bare tænker på deres egen karriere, er vi virkelig på r….

Tusindvis af kurdere betaler nu den højeste pris. Også masser af fattige englændere betaler en pris. Kvinder i USA betaler prisen, hvis retten til abort bliver fjernet.

Og imens kan vi så blot observere de to herrer i vores forbillede-lande: den ene på randen af en rigsretssag, som kun forhindres af rygklappere i eget parti. Eller en​ båtnakke i England, som uden øje for konsekvenserne lader andre undgælde for, at hans personlige stolthed skal vinde til sidst.

Værst er det, at andre bare lader det ske.

David Cameron, den tidligere premierminister i Storbritannien, valgte en folkeafstemning for at sikre opbakning i sit eget parti. For egen vindings skyld.

Alt for få tog klaphatten Trump alvorligt. Nu ligger vi, som de har redt. Hvor jeg elsker vores politikere i Danmark.

Tag og kys dem alle fra mig.