Der er altid nogen, det er synd for i vores tid.

Medierne har en forkærlighed for dem, det er synd for, og særligt i Politikens spalter er kampen om, hvem det er mest synd for, altid temmelig hård.

Jammerkommoderne findes også uden for Politiken – det er bare dem, der mest trofast lægger spalteplads til. Ja, hver eneste dag faktisk.

Jeg læste forleden et debatindlæg af en gymnasieelev ved navn Johan Posselt Mikkelsen, der brokkede sig over sine 'useriøse klassekammerater og den uambitiøse undervisning' under overskriften:

'Jeg keder mig røven ud af bukserne og må ofte cykle hjem udmattet af min lange, seje kamp for at få lov til at lære noget.'

Jamen, åh, arme unge – hvor er det synd. Der er alt muligt at sige også om det faglige niveau og elevernes engagement, men mon ikke den vandkæmmede knægt lærer bare ét eller andet.

Jeg tror det. Men altså, der er mange, det er synd for: kontanthjælpsmodtageren, der ikke kan få ydelsen til at slå til – men holder kat, ryger smøger og glor Netflix.

Synd for de klimaangste unge, der tror, Jylland bliver oversvømmet i morgen, og for den nonbinære minoritet, fordi majoriteten stadig siger han og hun.

Synd for eliten, der er notorisk krænket på vegne af andre. Det er synd for dem, der får et klask i numsen (og endnu mere synd for dem, der ikke får).

Og i den mere eksistentielle afdeling: Det er synd for de mænd, der føler sig overset af deres koner, når de bliver mødre, synd for de mænd, der fylder 40 år, bliver lidt tynde i toppen og tykke på maven og tænker: 'Shit, var dét det?' og begynder så at træne til en ironman.

Synd for de kvinder, der leder og leder og leder og ikke kan finde den perfekte mand at få børn med – hallo – hvordan tror de, den ikke helt perfekte menneskeslægt er blevet til?

Synd for Katherine Diez (Jeg havde egentlig lovet mig selv ikke at skrive om det – og det var for resten i Berlingske, det var synd for hende), der ikke kan finde en mand i hele København, der er kvik og belæst nok til, at hun gider spise beuf bourguignon med ham, fordi hun har en velassorteret bogreol og et selvbillede på størrelse med Grundtvig.

Hold nu op – så ringe er mænd heller ikke. Synd for dem, der føler sig uretfærdigt behandlet af samfundet og skæbnen. Og for de mødre, som har det så eksistentielt svært med at være blevet mødre. Eller er det?

Er vores livskriser virkelig 'synd for os'? Nej, det er synd for den, hvis liv eller kæres liv hjemsøges af sygdom og død. Synd for den, der virkelig bliver begået uret overfor – synd for den, hvis sjæl krymper sig, synd for det overflødige menneske.

Men forbigående livskriser er altså ikke synd – det er grundvilkår. Vi er bare udfordret af, at tidens terapeutiske menneskesyn har vænnet os til at fremkalde offeret i os i stedet for, at vi tager vores livskriser på os og har en smule værdighed i behold.

Men det er, som om alle trælse vanskeligheder, tilværelsens ubehageligheder og sjælens sprækker bliver løftet op til at være samfundsanliggende og samfundsansvar. Som noget, der er galt i samfundet, med tidsånden, med de andre, med mændene eller kvinderne – men bestemt ikke med os selv.

Tænk sig, hvis det faktisk var os selv, den var gal med. Tænk, hvis det ikke er synd for os – men at vi bare er syndermennesker.

Tænk, hvis vi slet ikke trænger til at høre, at det er synd for os – men høre kristendommens gamle illusionsløse sandhed om mennesket: At mennesket ikke er godt, at vi er fejlbarlige, uperfekte og ufuldkomne – alt det, der gør, at livet med jævne mellemrum klasker sammen for os.

Men synd er også en grundlæggende fortvivlelse over sin synd – ikke over ulykken eller sorgen over kærligheden, der blev ophævet med tilbagevirkende kraft, eller kærligheden, der aldrig blev – for oftest ligger vi lige så tungt, som vi selv har redt, i vores liv.

Men synd er en grundlæggende fortvivlelse over mennesketilværelsen, der ikke går op, men dog går an alligevel. Jeg hørte forleden en fin lille podcast med sangerinden Elisabeth Gjerluff Nielsen, 'Sange fra min bogreol', og en sætning blev ved med at synge i mit indre.

Så enkelt: 'Der er en pris for den lykke, man søger, lige meget om den er ladesiggørbar eller ej. Det er noget, man må løfte og bære med sig.'

Og nogle gange sidder man bare tilbage med 'duften af sne' – med ingenting. Og 'så må vi hengive os lidt til det mysterium, det er at være menneske' – og det er ikke synd for os. Det er bare sådan, det er.