Flere og flere lærere bakker op om den kollega, der for nylig tog bladet fra munden og kritiserede danske forældre for at være for dårlige til at opdrage deres børn

Men har det ikke altid været sådan, at børnene satte nye rekorder i uopdragenhed? Har det ikke altid været sådan, at i gamle dage - hvor solen strålede fra en skyfri himmel sommeren lang, og sneen hver jul dækkede by og land - der mødte alle landets elever også veludhvilede og velforberedte frem til dagens undervisning, som de modtog i præstationsorienteret tavshed

Jo. Det skal nok passe, at vi mennesker har en tendens til at idyllisere fortiden. Og godt for det, i øvrigt. Uden idyl, hvordan ville den da være til at holde ud?

Men selv når vi trækker idyllen ud af ligningen, er der måske en god grund til at stoppe op og tænke over den kritik, lærerne kommer med.

For samtidig med, at en af landets aviser afdækker problemet med uopdragne (eller ikke-opdragne) børn, kører en anden en serie om vold i skolerne

Og her er der nok at tage fat på: Historier om elever, der overfalder eller truer lærere, kan fylde adskillige avisopslag.

Måske er sagen simpelthen den, at selve princippet om disciplin er i krise?

Den ene side af spørgsmålet om disciplin er, at hvis vi ikke indretter os på måder, der giver plads til alle, vil de fleste steder, hvor vi mennesker opholder os sammen, blive ubehagelige og dårligt fungerende.



Det kan ikke nytte noget, at folk sidder og prutter i toget. Eller snakker så højt, at ingen andre kan få fred til deres egne tanker. Eller på anden vis presser deres egen eksistens helt ind over alle andres grænser.

At vide dette og at leve efter det, er lig med disciplin. Og derfor er det selvfølgelig også en kæmpe fejl at sætte disciplin i almindelighed lig med kadaverdisciplin. Det sidste er noget ganske andet. Som der ikke nødvendigvis er særlig meget brug for længere.

Den anden side af spørgsmålet om disciplin er selvdisciplinen. Man skal altid stille større krav til sig selv, end man stiller til andre.

Dette er ikke nødvendigvis en evne, alle mennesker har fra fødslen. I stedet er det udtryk for civilisation. Det vil sige tillærte vaner og mønstre, der hæver os mennesker op over dyrenes umiddelbare stade.

At civilisation kræver en personlig indsats, tror jeg godt, vi kan blive bedre til at minde hinanden om og til at leve efter.

Alle forældre bør som udgangspunkt huske, at det kun er dem selv, der elsker deres afkom uden grænser eller betingelser.

Derfor gør de klogt i at lære deres børn om elskværdighed. Altså helt bogstaveligt: Hvordan man gør sig værdig til at blive elsket af mennesker, der ikke er ens forældre.

Og det gør man ikke ved konstant at larme, sætte sine egne behov igennem, blæse på alle andres behov, mangle evnen til at sætte sig selv i andres sted, til at styre sig selv og til at vise hensyn.

Ligesom man heller ikke gør sig selv værdig til at blive elsket ved til hver en tid at give efter for sin egen narcissisme og til hver en tid at antage, at man allerede har nået den fuldkomne perfektion på ethvert område.

Hvad der jo gør enhver form for umage ganske overflødig.

At udvikle sig til et udholdeligt menneske, er en stor og svær opgave. Den kræver både personlig anstrengelse og kærlige forældre. Til gengæld venter der store belønninger til de børn, der accepterer udfordringen.

Selvom det givetvis ikke er så galt, som pessimisterne tror, vil jeg derfor mene, at der stadig er plads til forbedringer.