»Nu gider vi snart ikke høre mere om den Berlinmur,« vrissede en bekendt oven på weekendens mediedækning af 30-året for dens fald.

Jeg var lige ved at pande ham en (verbalt altså) for hvis ikke DEN begivenhed skulle tælle så meget, at man for en gangs skyld kunne slippe for at høre om, hvorvidt Britta Nielsen er dukket op i retten eller ej, hvad skulle så?

Bevares, det er ikke hver dag, at der stjæles 117 millioner fra det sociale budget, men at vi dagligt skal fodres med, hvordan hun ser ud, er klædt og hendes undskyldninger for at stjæle fra de fattigste, ja, det er jeg mæt af at høre om. Få konen dømt og lad os komme videre.

Nej, da hele vores verden ændrede sig for 30 år siden, noget fuldstændigt ufatteligt, DET er en historie. Ingen, ikke engang de implicerede, de kloge, havde nogen forestilling om, at det kunne ske.

Jeg kom meget i Berlin i slutningen af 60'erne på grund af noget kæresteri, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det på enhver måde uhyggelige Østberlin skulle blive forenet med vesten.

Muren var bare et symbol på undertrykkelse, angst, angiveri, pamperi og terror, som herskede i hele østblokken.

Jeg husker fra togturene gennem Østtyskland, hvordan vi blev banket op om natten af soldater med maskinpistoler, der vel at mærke ikke ledte efter narko eller smuglervarer, men efter deres egne borgere.

Husker, hvor hysteriske de blev, da min kærestes mor havde pakket lidt mad til turen ind i en vesttysk avis…  DET var godt nok farligt!!!

Jeg husker besøg i Ungarn i Gladsaxes venskabsby, Vezprem, hvor den lokale borgmester bød på lidt mad i en restaurant. Han sang helt vidunderligt, og stemningen var i top. LIGE indtil et par mænd kom ind i lokalet.

Vi forstod jo ikke, hvorfor vores søde værter pludselig stoppede musik og sang, hvorfor de kiggede ned i tallerkenerne og begyndte at tage afsked… Indtil vi af en tolk fik forklaret, at det var de lokale partispioner, der skulle kontrollere, hvad der foregik. Det kunne blive dyrt for ungarere at mødes med udlændinge.

Nu gik det sådan, at vi mødtes med vores værter omkring det næste hjørne, gik op på vores hotel, og så sang vi alle videre.

Men tænk at være bange hver dag. For at børnene kommer til at fortælle noget i skolen. For at en sur nabo kan angive en?

Man kan vælge at se murens fald i forhold til nutiden på to måder.

Sådan er det vist i de fleste tilfælde.

Nemlig den optimistiske og den pessimistiske.

Det går ikke for godt i dag mellem øst og vest. DET skal guderne vide. I flere af de østeuropæiske lande, der med begejstring sluttede sig til EU og Nato, begynder man at se tegn på nationalistiske kræfter, der minder om gamle dage.

DET ser mange som en tilbagevenden til den kolde krig. Og opmuntrende er det sgu heller ikke.

Men jeg tror, vi var lidt for naive, da vi troede, at man kunne ændre menneskers måde at tænke og leve på fra den ene dag til den anden.

De har levet i et terrorstyre. Voldeligt, brutalt, umenneskeligt. Det tager formentlig et par generationer, før man kan slippe det. Når nogle (få) østeuropæiske bander er langt mere brutale i deres kriminalitet, er det nok af den grund. Vold smitter.

Måske var det heller ikke alt for klogt at tro, at det hele drejede sig om penge.

Men den gode nyhed er, at det kunne lade sig gøre. At noget, vi alle troede skulle vare altid, på ganske få år brød totalt sammen. At en verdensdominerende Sovjetunion alligevel ikke var stærkere, da det kom til stykket.

Men hvordan forholdene i øst dengang kunne tiltrække danske venstreorienterede er mig lige så ufatteligt som de unge, der så et forbillede i massemorderen Mao.

Vi skal vist vogte os for efterligninger!!!