Hvis der er ET emne, der til stadighed og i al evighed dukker op i medierne, så er det, hvordan vi aflønner vores politikere.

Nogle medier har sat det i system. De har simpelthen historien en gang om året, helt fast, og de har en liste over, hvem de ringer til, sådan så de kan sætte billeder på, hvem andre skal blive misundelige på.

Tjah.

Inden jeg skriver videre, vil jeg lige berolige dig, gode læser, men inden du rasende hiver blyanten frem og skriver: 'Hun sidder jo bare der selv med både en fed minister- og folketingspension,' så skriver jeg selv, at det har du da helt ret i. Så sparer du DET læserbrev.

Så ja, jeg er en af de velbjærgede tidligere levebrødspolitikere, der efter næsten 25 år som folketingsmedlem og mere end 10 år som minister får en god pension.

NU vil de nye dages hellige på Christiansborg ændre reglerne ene og alene for at please pressen og de misundelige. Det holder så indtil næste gang, hvor der starter en ny runde af den udødelige historie.

Men det helt grundlæggende spørgsmål er: Hvorfor i alverden skal man dog lade, som om politisk arbejde kan sidestilles med det almindelige arbejdsmarked? Hvem har bildt nogen det ind? Politisk arbejde kan på ingen måde sammenlignes med andre 'job'.

Ansættelsen er anderledes. Man bliver ikke ansat, men valgt af en gruppe af befolkningen, som har tillid til, at man vil gøre et godt stykke arbejde. Hvis de ikke er tilfredse med indsatsen, bliver man ikke valgt igen. Og selve det politiske arbejde. Man kan ikke købe sig til aktiemajoriteten i Folketinget eller bare lave en ny strategi, så går det af sig selv.

90 er flertal, og den, der ikke kan tælle til 90, kan glemme alt om de gode ideer. Den politiske proces tager tid, foregår med små skridt, og det gælder virkelig om at bevare utålmodigheden.

Der er ingen faste arbejdstider. Man kan når som helst blive kaldt på job, til interview, til møder ude i landet, til udvalgsarbejde, til interne partimøder osv. osv. osv. Der er ikke altid møder i Folketinget, nej, men pressen udkommer hver dag, og der er kun en ting at gøre: at stille op, 24-7-365!

Og alt dette er jo noget, man gør med den største glæde og stolthed. Det var altid for mig det fineste i mit arbejdsliv at blive valgt til Folketinget. Minister, javel, der bliver du udpeget, men at være en ægte levende folkevalgt, DET er toppen.

Så tager man både personangreb, trusler, tilsvining og almindelig politikerlede med i købet.

Alligevel er vederlaget jo ikke større end almindelige lederjob. 6-700.000 er jo ikke usædvanligt i det private erhvervsliv, og offentlige topchefer får da også mere, betydeligt mere.

Hvorfor vil vi ikke anerkende, at de 179 medlemmer af Folketinget er at betragte som topledere? Har fået til opgave at styre Danmark på vore alles vegne? Det kunne dog kaldes noget af et ansvar.

I hvert fald får de da skyld for meget, så helt ligegyldige kan de jo ikke være.

Stop dog for søren det hykleri, kære politikere. Hold op med at snobbe nedad. I ER noget særligt og skal holde fast i, at det ER I. Det er ikke et spørgsmål om jer som personer, men jeres rolle som lovgivere i landet, der er på tale her. Den respekt burde I være de første til at vise.

Jeg husker et sjovt eksempel på hykleriet, fra jeg selv var minister. Jeg skulle som sportsminister til OL i Los Angeles, og jeg syntes 1. klassebilletterne på flyet var for dyre, så min sekretær og jeg hoppede glade på monkey class, selvom vi var berettigede til de gode pladser. Det syntes SAS så ikke om, så vi blev opgraderet til 1. klasse. Og se, hvem vi mødte der: alle de frivillige ledere fra sportsorganisationerne.

Her var ingen smalle steder.

Morsommere blev det endnu, da vi kom til hotellet i Los Angeles. Som minister havde jeg en ramme på cirka 6-700 kroner i døgnet for et hotelværelse, og da hotellets priser steg dramatisk, da OL startede, måtte nogle af idrætsfolkene gå i forbøn hos mig hos hoteldirektøren, for at jeg kunne få en lavere pris, så jeg kunne blive på hotellet sammen med et hav af danske idrætsledere OG journalister. Her var der nemlig heller ingen smalle steder.

Skån os for hykleriet, både fra pressen, hvis egne forhold vi jo intet hører om, eller fra den del af befolkningen, der nok ville vare sig for at påtage sig en politikers opgave.