Jeg har lige været i Heidelberg og Stuttgart med min lille datter i barnevognen.

Det var et vældigt udstyrsstykke – en rød rejserygsæk på størrelse og tyngde med mig selv på ryggen, kaffe-to-go i kopholderen og resten af sigøjneroppakningen stoppet ned i kurven under barnevognen, der blev løftet op og ned, op og ned, op og ned – igen og igen og igen ad de tre høje trappetrin til Eurocitytoget.

Jeg var ellers lige ved at opgive ved rejsens begyndelse på Hovedbanegården, hvor jeg forsigtigt spurgte en morgensur kontrollør om, hvilken vogn der havde plads til barnevogn, nu hvor den vogn, jeg egentlig havde booket pladsbillet i, af uransagelige årsager ikke fandtes alligevel.

En hovedrysten, et ligegyldigt træk på skulderen og forslag om at klappe barnevognen sammen (og lægge baby på hattehylden eller hvad?). Men i øvrigt skulle jeg skynde mig, for nu kørte toget altså, og han var ikke til sinds at hjælpe mig med at få bugseret barnevogn, baby, bagage og kaffe-to-go op i toget. Endsige oplyse om, hvilken vogn jeg skulle med.

Men jeg kom med hele vejen på skinnerne ned gennem Tyskland til Baden-Wüttenberg og retur uden én eneste gang at bede om hjælp til at bære barnevogn, åbne døre og slæbe tasker. Ja, folk opførte sig endda, som om fornøjelsen var på deres side, og slyngede om sig med høflighedsfraser: 'sehr gerne,' 'bitte,' 'schönen Tag Ihnen.' Ja, 'Ihnen,' altså Dem. For i Tyskland findes stadig den høflighedskultur, der har så trange kår herhjemme i Danmark, hvor høflighedsformer er nærmest eksotiske.

Vi insisterer på at være så frygteligt joviale, uformelle, folkelige og ligetil – at være et folk, hvor alle er lige, og ingen skal tro, de er noget – bestemt heller ikke i vores tiltale af hinanden.

Det har resulteret i en fuldkommen forfladigelse af sproget og en manglende respekt over for det menneske, man taler med: Vi siger 'hej', men sjældent 'goddag' og 'farvel'. Telefonsælgere tiltaler én, som om man var deres nabo. 'Ja, hej, Marie, nu skal du høre, jeg ringer med et tilbud på en bla. bla. bla.'

Alle de enormt påtrængende disciple fra Greenpeace, Menneskerettighederne, Red Barnet, og hvor i barmhjertighedsafdelingen de ellers kommer fra, der missionerer og snakker til én, som om man var deres gamle tante, hele vejen fra Nørreport til Kultorvet, prakker én alt muligt godhedsgejl på for bare 25 kroner om måneden. Sig mig, hvad er det for en respektløs indtrængen på folk?

Banken, forsikringsselskabet og telefonselskabet er på fornavn med én, og kommunen eller banken er man på 'kære' med. Som om det offentlige har én kær. Men det har de åbenbart – også hvis henvendelsen drejer sig om en parkeringsbøde.

Det er jo ikke til at holde ud – det fuldkomne sproglige fladland, der afspejler sig i vores omgang med hinanden – og opførsel over for hinanden. Man skal lede længe efter at blive tiltalt 'De.' Det er nærmest kun, hvis man handler hos Perchs Thehandel.

Men det er såmænd en helt almindelig borgerlig dyd, der er blevet glemt. Og, kære læser, det kan kun De selv lave om på.