Det var næsten for nemt at skråle med på kritikken af perfekthedskulturen og forargelsen over de redigerede skolefotos. Vi er jo vant til at se nøje udvalgte, filtrede og redigerede billeder af børn på sociale medier.

Det bliver mødt med likes og søde ord fra de voksne, og rigtig mange går op i at lave de flotte billeder. Men når vi finder ud af, at skolefotografer retoucherer portrætterne, så har vi krydset en grænse – og så skal der skrives debatindlæg og diskuteres.

Fint, at der bliver debatteret – men der er et par gode grunde til ikke straks at hagle de forældre ned, som har bedt fotograferne om at fjerne en snotklat på barnets kind.

De fleste er enige i, at det er uhørt at redigere ansigtstræk, gøre øjnene større eller halsen tyndere, og en del skolefotografer har fornuftigt udtalt, at de kun vil redigere midlertidige ting – som f.eks. et stort sår eller en uheldigt placeret bums.

Portrætbilleder er jo en anden disciplin end hverdagens situationsbilleder. De skal hænge i mormors dagligstue, og de skal vises frem – og derfor har mennesker siden fotografiets opfindelse altid stået frem i det stiveste puds, høj hat og anden pynt, når der skulle tages portrætter. Nu har vi bare nogle nye digitale virkemidler, som vi skal forholde os til.

Tendensen til at putte filter på alting kan diskuteres og kritiseres, men i debatten om skolefotos lå det næsten for meget til højrebenet at blive chokeret og råbe 'perfekthedskultur' i forargelse. Det kan nemt lyde skandaløst: »Er vores børn nu ikke gode nok, som de er?«

Man fornemmer dobbeltmoralen krible, fordi der er så mange voksne, der kun vil acceptere det helt perfekte billede, når de f.eks. skal have lavet et portræt til deres professionelle profil. Og på Instagram skøjter jeg i forvejen rundt i redigerede og filtrerede billeder af folks børn og babyer. Så hvorfor er det så slemt med de skolefotos?

Mange har hævdet, at de stakkels børn bliver ramt på selvværdet, men her skal vi slå koldt vand i blodet – for det er vigtigt at vide, at der skal en del mere til for at udvikle dårligt selvværd.

Når børn udvikler et dårligt selvbillede, så er det på baggrund af vedvarende oplevelser af, at man ikke slår til som menneske. Det kan være direkte eller indirekte, at man får at vide, at man ikke er lige så meget værd som de andre, og at der ikke er plads til én i verden.

Måske blev man mobbet, uden at de voksne greb ind. Måske trøstede ens forældre aldrig. Måske var karakterer og præstationer aldrig gode nok, eller måske var der forskelsbehandling mellem søskende.

Det er smag og behag, om man ønsker at få justeret billedet, så det bliver mindre tydeligt, at lille Viggo har et gigantisk blåt mærke i panden – men der skal mere til for at udvikle dårligt selvværd.

Her er det mere relevant at se på, hvorfor forældrene ønsker at redigere skolefotoet. Er det, fordi, som vi har kunnet læse, at 'curlingforældre bruger børn som trofæer'? Eller er det bare, fordi man vil give barnet et godt portræt?

Jeg gætter på, at tanken oftest kommer fra et rigtig fint sted. Det er en vigtig del af forældrerollen at træffe valg på sit barns vegne. Og hvis valget kommer fra et ønske om at gøre det så godt som muligt for barnet, så er selvværdet nok ikke så udsat.

Som psykolog har jeg ofte siddet med klienter, der ville ønske, at deres forældre havde truffet nogle flere aktive valg for dem, da de var børn og unge. F.eks. har jeg hørt den her flere gange: »Jeg ville ønske, at mine forældre havde sendt mig på en bumseklinik, da jeg var teenager – jeg vidste jo ikke, at sådan noget fandtes. Det smadrede mit selvværd.«

Det er vigtigt at være opmærksom på, at børn udvikler et godt selvværd. Men at opbygge en sund psyke består af rigtig mange elementer, som er med til at forme barnet over tid. Redigeringen af et skolefoto behøver på ingen måde at have psykiske konsekvenser for barnet. Vi skal huske nuancerne – for et skoleportræt er kun en lille brik i et meget større billede.

Du kan læse meget mere om Neela Maria Sris og hendes psykologpraksis Encounter HER.