Et bredt smil med en stor revne i læben, grydehår og manglende tænder i munden!

Ikke et glansbillede, men det var sådan, jeg så ud. Heldigvis kan jeg i dag glæde mig over, at de billeder, jeg har fra min barndom, trods alt ligner mig.

I sidste uge skyllede der en tsunami af billeder op på de sociale medier. Blandt andet politikere viste deres billeder fra skoletiden.

Grunden var den, at fotografer fortalte om forældre, der i stigende grad bad om at få retoucheret billeder af deres børn, så det i højere grad ligner malerier. Væk med bumserne i billedbehandlingen. Væk med alt det naturlige.

Sikke noget pjat, tænkte jeg. Skal vores børn virkelig have denne perfekthedskultur ind under huden i deres barndom? Nej, de skal da ej, hvis I spørger mig!

Derfor valgte jeg også selv at dele et af mine billeder fra barndommen – ganske upoleret. Med et bredt smil, hvor der manglede et par tænder og med en revne i læben. Men det var jo sådan, jeg nu engang så ud, da billedet blev taget.

Det er altså helt galt, at små børn mere eller mindre direkte får at vide, at man skal leve op til at se ud på en bestemt måde. Ja, man manipulerer jo ligefrem barnets udseende for at gøre det 'perfekt'. Ikke for deres egen skyld, må man forstå – men for forældrenes.

Jamen, hvad er det for noget?

Leder af Det Konservative Folkeparti Søren Pape.
Leder af Det Konservative Folkeparti Søren Pape. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Det er jo ikke godt for børnenes selvværd, hvis de skal have fokus på at være perfekte og være den lille smukke prins eller prinsesse. Det er ikke i orden, at man som barn ikke må se ud, som man gør. At man fra helt lille skal vurderes ud fra sit udseende.

Der er rigeligt at forholde sig til med sociale medier i forvejen, og jeg er virkelig glad for, de ikke fandtes, da jeg var barn. For var jeg god nok, hvis jeg ikke levede op til idealet? Sådanne tanker skal børn ikke have.

Jeg har selv været lærer og primært undervist eleverne i 7.-9. klasse, og i jobbet som klasselærer oplever man unge med mange udfordringer og tanker i deres første teenageår.

Hvis der er noget, der påvirker unge i teenageårene, er det andres syn på dem. Forventningerne til, hvordan de skal være og se ud.

Det er så vigtigt for unge at være en del af fællesskabet og være accepteret. Disse unge skal vide, at de er gode nok og skønne mennesker, uanset om der er bumser, skæve tænder og så videre. De skal aldrig være i tvivl om, at deres forældre hellere end gerne vil have deres portrætter stående derhjemme – helt uretoucherede.

Derfor skal vi som voksne være gode forbilleder. Vi skal gøre ordene i sangen fra en af 'Krumme'-filmene til vores:

»Man er, som man er, det ka' ikke laves om.

Man går rundt og ser ud, som man gjorde, da man kom

Du ka' drømme om at være en kineser i New York

Men man er, som man er, og det er godt nok.«

Men hov – så må jeg jo også gribe i egen barm. Billeder til valgplakater bliver retoucheret, og vi viser meget på de sociale medier. Ikke så tit, når tingene er svære, men ofte når vi viser glæde og overskud. Men sådan er vores virkelighed jo ikke.

Jeg har også trælse dage, hvor der bestemt ikke er meget at vise på de sociale medier. Det viser jeg sjældent. Men sådan er det at være menneske.

Vi lever i en uperfekt verden. Vi har uperfekte liv – men forhåbentlig gode liv. Vi skal ikke have vores liv til at se ud som en tv-serie, hvor alt er idyl, og vi bare er smukke alle sammen.

Og livets barnesko skal ikke trædes med fejende curlingforældre foran og indpakning i det blødeste vat – og ligne modeller tilmed.

Vi skal ruste børn og unge mennesker til livet ved, at de møder virkeligheden. Hvis alle udfordringer fejes væk foran dem, så lærer de aldrig at håndtere livets mange udfordringer. Det, der udvikler os som mennesker, er jo også, at alt ikke er en dans på roser.