Vi danskere har brug for noget, der samler os. Noget, vi kan være fælles om.

Og ja, jeg er en af dem, som sidder derhjemme lørdag aften og klæber til fjernsynet, når 'Den store bagedyst' ruller over skærmen.

Og hvorfor gør jeg så det? Ved jeg noget særligt om kager og konditori? Nej, det gør jeg ikke.

Man kan jo godt stille spørgsmål ved, hvad der er så interessant i at se 10 almindelige danskere bage kage og blive sendt ud én efter én. Og har det overhovedet noget som helst med public service at gøre?

Ja, det er i den grad både interessant og public service. Det samler os på tværs af land og by. På tværs af generationer. På tværs af professioner.

Alle kan se med og forstå dét, som sker. Alle kan forholde sig til det. Om kagerne bliver pæne, og om teknikkerne er i orden. Som sagt ved jeg personligt intet om kager og opskrifter. Alligevel drages jeg af det her program.

Det er i sandhed danskerne, der samles om at se et stykke af Danmark. Vi har brug for noget, vi kan være fælles om. Noget, der samler os. Det gør den 'Den store bagedyst'. Det gør vores landskampe i håndbold og fodbold. Det gør kirken juleaften og meget mere. Og det har vi i den grad brug for.

Engang havde vi noget fælles at tale om på arbejdspladsen, i skolen, ældrecentret eller foreningen. Da havde vi læst avisen, set nyhederne eller den seneste landskamp i tv. Det er anderledes i dag.

Nu er der utallige medier, der bringer nyt 24 timer i døgnet, og vi er online konstant. Konstant på mobilen eller iPad'en.

Vi ser dét, vi lige har lyst til på hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Det frie valg er naturligvis godt, men det gør det bare endnu mere vigtigt, at vi har noget at være fælles om. Det har vi brug for som folk. Som mennesker.

Nogle gange er det også bare skønt, at man ikke skal tage stilling til alverdens ting. At koble fra.

Når jeg ser 'Den store bagedyst', kan jeg godt tage mig selv i at kommentere den højt i stuen med al min uvidenhed om emnet. Min bedre halvdel kigger overbærende på mig, men det er underholdende, uskyldigt, sjovt og ganske enkelt godt tv, der samler os.

Ja, det kan endda ende med, at både iPad og mobil får lov at ligge for en stund, så jeg rent faktisk er nærværende – ikke bare fysisk, men også i ånden. Det, tror jeg, er vigtigere, end vi går og tror.

Når landsholdene i fodbold eller håndbold spiller, så samles vi. Og vi fejrer det sammen, når et mesterskab er i hus, som vi senest så med håndboldherrerne. Jeg så flere af kampene i Boxen i Herning, og det var ganske fantastisk.

Vi råbte og hujede, når der blev scoret. Vi smilede alle til hinanden og nød fællesskabet som danskere. Vi føler os sammen om noget.

Og ja, der er også nogle, der er fine på den og taler nedladende om sådanne begivenheder, men dem om det. Det er vilkårene i et demokratisk samfund, men flertallet elsker det, og vi står sammen om det.

Traditioner skaber fællesskab og binder os sammen. Jeg tror ikke, der hvert år i december sker en religiøs opvågnen blandt danskerne, der får dem til at gå i kirke juleaften.

Det tror jeg, mange gør, da det er en del af traditionen, fællesskabet og en del af den grund, Danmark står på – kristendommen.

Danskerne er et kristent folk. Også selvom det ikke nødvendigvis viser sig i kirkegangen hver søndag. Derudover er jeg ikke i tvivl om, at vi nyder samværet med familien og dem, som står os nær.

Der er noget ganske særligt over en gudstjeneste juleaften. Her kommer vi alle – store som små – og føler os tæt forbundet i et fællesskab. Jeg selv går meget ofte i kirke, og det giver meget værdi for mig.

Men selvom jeg ofte sidder på kirkebænken om søndagen, så er juleaftens gudstjeneste noget ganske særligt – også for mig.

Vi lever i en travl og foranderlig verden. Man kan blive helt forpustet over tempoet, hvormed verden forandrer sig. Ikke mindst derfor er det altafgørende, at vi har noget, som vi står sammen om.

Om det så er er bagedysten, landskampen, kirken eller noget helt fjerde, der binder os sammen, er ikke det vigtigste.

Som folk og nation har vi brug for disse fællesskaber.