Som psykolog møder man uundgåeligt mange mennesker, hvor det bliver tydeligt, at nogle af deres udfordringer i voksenlivet hænger sammen med erfaringer, de har med i bagagen fra barndommen.

Jeg tænker ikke på traumatiske øjeblikke – men tværtimod på, hvordan vedvarende oplevelser i det nære miljø kan have stor betydning for, hvordan man senere kommer til at fungere som menneske.

Der er lavet undersøgelser blandt unge studerende, som viser, at det påvirker deres livskvalitet i en negativ retning, hvis deres forældre er typerne, der blander sig for meget.

Selv har jeg ofte mødt klienter, som er vokset op med forældre, der altid tog ordet og altid talte på deres vegne – og det er der som regel nogle helt tydelige konsekvenser af.

Når jeg sidder med unge mennesker, der beskriver den slags oplevelser, er det tit i forbindelse med en problematik, der handler om, at de er meget uselvstændige, har svært ved at danne sig holdninger og i det hele taget er ekstremt afhængige af andre – ofte stadig forældrene.

Mekanismen er måske ikke så overraskende, når man hører det udtalt: »Jeg har enormt svært ved at træffe beslutninger – og jeg fik heller aldrig lov til det i min opvækst.«

Nogle forældre går rigtig meget ind og overtager barnets stemme i samtaler – de træder ind og svarer på barnets vegne og lader ikke barnet selv komme til orde, når der er andre voksne til stede. Det kan give barnet en følelse af, at det ikke selv er i stand til at formulere sig tilstrækkeligt.

Samtidig kan det blive en selvforstærkende proces, fordi barnet oplever, at det er nemmere at tie stille og lade forældrene tale – og jo mere stille barnet er, desto mere vil forældrene fylde ud, styre samtalen og svare på barnets vegne.

Det er selvfølgelig godt at hjælpe sit barn i alle mulige sammenhænge – og alle forældre ønsker jo kun deres barn det bedste.

Men det er godt at vide, at hvis man har tendens til at overtage for meget, kan det føre til psykiske udfordringer senere hen.

Evnen til at udtrykke sig hjælper os til at navigere i tanker, følelser og behov. Når vi deltager i samtaler, bliver vi klogere på, hvad vi ønsker, og hvordan vi har det – og det er en vigtig del af vores mentale udvikling at prøve kræfter med at navigere selv.

Som psykolog oplever jeg af og til unge klienter, hvor en forælder er med i starten af samtalen og tager ordet meget. Der kan være gode grunde til at have forældre inde over – samarbejdet mellem fagpersonale og forældre er ekstremt vigtigt og kan være meget gavnligt.

Men det kan være, at f.eks. en mor har rigtig mange meninger om, hvordan det hele hænger sammen, og en masse bud på, hvad der skal gøres. I den situation kan barnet typisk virke meget indadvendt og fåmælt.

Nogle gange bliver det helt tydeligt, at barnet blomstrer op, når en dominerende forælder er gået, og man sidder alene tilbage.

For forældre kan det være en svær balancegang, for det nytter bestemt heller ikke at gå over i den modsatte grøft. Forældre skal netop deltage og være med langt hen ad vejen.

Hvis forældre slet ikke blander sig i den unges liv – fordi de f.eks. selv er meget belastede eller har meget travlt og lader karrieren fylde det hele – kan det have mindst lige så store konsekvenser, som hvis de blander sig i alting.

Som med så meget andet gælder det om ikke at bevæge sig ud i ekstremerne, men at lægge sig et sted i midten.

Et godt råd er at forsøge at gå ind i en supplerende rolle. Altså vær forsigtig med at styre og lægge kursen – men støt og følg op der, hvor der er behov. Lad være med at fortælle de unge, hvad de skal mene – lad dem selv finde ud af det.

Det kræver tid for unge mennesker at danne egne holdninger, men det er ikke en hjælp at gå ind og tage over. Så hav lidt tålmodighed – bliv i baggrunden og støt dem til at finde deres egen stemme.

Læs meget mere om Neela Maria Sris og hendes psykologpraksis Encounter HER.