Jeg er hverken politisk kommentator eller religionsekspert. Jeg er bare en almindelig borger i Danmark med tre børn. Men ligesom de fleste andre tager jeg stilling til den verden, jeg lever i.

Og man kan ikke andet end at være bekymret for den kurs, som vi er på vej udad lige nu.

Forleden aften så jeg nemlig Ulaa Salims nye film 'Danmarks sønner'. En fantastisk vigtig film, der rammer fuldstændig ind i en virkelighed, som virker utrolig genkendelig. I filmen udløser et bombeangreb i København en kæmpe tilslutning til et nyt nationalistisk parti, National Bevægelsen.

Terrorismen har splittet det danske samfund, og debatten domineres af fremmedhad. Samtidig vokser radikalisering i andre lag af samfundet.

Klip til i dag: Paludan og hans mange stemmer.

Og det er meget bekymrende. Faktisk også ret overraskende, synes jeg. For jeg var ikke klar over, at man kan have så stor 'succes' med at være så grov og nedsættende over for andre mennesker i Danmark. Alt sammen i ytringsfrihedens navn.

For mig er det netop kun noget, man ser på YouTube. Men ikke i virkeligheden. Og slet ikke i Danmark. For her lærer vi at respektere hinanden og vores forskelligheder. Eller det troede jeg.

Problemet med Paludans stemme er, at den hovedsageligt er frygtbaseret. Frygten for at miste det, vi kender, det, vi har skabt. Frygten for, hvad der 'vil ske' i fremtiden osv. Det er en frygtbaseret prædiken, som hiver os ned på et ret dyrisk plan. For hvad kan man skabe på frygt?

Hvilken forælder er du, hvis du opdrager på frygt? Hvilke visioner stiler man efter i en virksomhed, hvis de er baseret på frygt? Og hvilket parforhold får man, hvis frygten er fundamentet? Det eneste, man skaber, er begrænsninger, konflikter, eksklusion og kontrol. Et samfund, der bliver mere og mere opdelt i 'os' og 'dem'. Et samfund uden sammenhængskraft.

Og det kan aldrig nogensinde være løsningen. Danmark er allerede et multikulturelt samfund. Og vi kan ikke lukke for den teknologiske og globale udvikling, som vi selv har skabt, og som gør, at vi bl.a. flyver verden rundt, bruger udenlandsk arbejdskraft, sociale medier osv. Den selvsamme teknologi, som har skabt Paludan. Som har givet ham en stemme.

For det er nok netop pga hans 'populære' YouTube-videoer, at han har fået så meget taletid. Uden videoer var han nok snarere blevet fjernet fra gaden af politiet end beskyttet af dem.

Det er og bliver en globaliseret verden. Og vi kan ikke spole tiden tilbage. Heldigvis. Derfor bliver vi nødt til at hoppe op i helikopterperspektiv, så vi kan nøjes med at anskue Rasmus Paludan som et symptom på vores fælles frygt for en ny og ukendt (frem)tid. På en tiltagende global frygt, hvor han er en manifestation af vores kollektive frygt og ubevidsthed.

Men det, vores samfund har brug for, er en fremtid skabt på en højere bevidsthed. På politikere, som står mere sammen og sætter en fælles kurs. En kurs, hvor adskillelse, eksklusion og forskelligheder ikke er så dominerende. Men hvor visioner og mål er baseret på inklusion og fællesskab – for alle.

Klimakrisen tvinger os jo netop det til. Den tvinger os til at arbejde sammen på tværs af kulturer og landegrænser, fordi vi har fokus på noget større end os selv og vores egne værdier, nemlig vores fælles planet. Men ligesom klimakrisen har vi nu også en medmenneskelig krise, som på samme måde kræver en fælles løsning.

Det eneste, vi indtil nu har haft fokus på, er vores forskelligheder. Det er det eneste, der bliver sat fokus på i debatten. Ekstremerne får derfor for meget taletid, hvilket indsnævrer vores fokus og gør debatten ekstrem unuanceret. For vi glemmer desværre alle de muslimer, som lever et lige så normalt liv her i Danmark som alle os andre.

Vi glemmer de børn, der med forskellig kulturel baggrund leger sammen i skolerne, den forskelligartede mad, vi kan spise på restauranterne, og de mennesker, der finder sammen med forskellig kulturel baggrund (ingen nævnt, ingen glemt).

Vi glemmer flertallet. Vi glemmer alt det, der virker. Og vi glemmer vores ligheder.

Så gå ind og se 'Danmarks sønner'. Det er en vigtig film. For vi må ikke købe ind på det her kollektive ekskluderende vanvid. Det er ikke måden, hvorpå vi kan skabe ét fælles samfund.