Det sker efterhånden ikke så sjældent, at man finder på at rette i gamle bøger, så indholdets moralske regelsæt stemmer overens med nutidens.

Pippi Langstrømpes far er f.eks. ikke længere negerkonge, og flere illustrationer, der kan opfattes som kolonialistiske eller viser etniske stereotyper, bliver fjernet.

Alt dette i forsøget på at vise, at sådan noget (læs: racisme) tolererer vi ikke mere. For en stund kan vi sole os i et bedre moralsk lys, men problemet er, at vi kommer til at give vores efterkommere indtryk af, at mennesket anno 2020 levede i en uoplyst tid.

Historien vil blive endevendt mange gange endnu. Vi behøver ikke gøre os bedre, end vi er, for at få ekstra point. Fremtidens mennesker vil godt kunne gennemskue og rumme, at der fandtes en kulturhistorie, som formede os i 2020, uden at vi nødvendigvis var enige i de valg, vores forfædre traf for længe inden.

Men tingene skal på afstand. Når forskere dykker ned i fakta i stedet for følelser og skriver historie, så bliver vi bedre til at vurdere og bedømme.

Jeg har bemærket, hvor svært det stadig er at diskutere Michael Jacksons mulige misbrug af små drenge, alene fordi mange mener, det er forkert overhovedet at påtale det, nu hvor han er død og ikke kan forsvare sig. Men skyldig eller ej, så køber jeg ikke argumentet. For hvad så med alle de andre?

Jeg voksede op med indtrykket, at Leonora Christina, Christian IV's datter, var en stærk kvinde, der havnede i Blåtårn, alene fordi hun tilfældigvis var gift med en usling af en landsforræder, men nu har jeg netop læst 'Jammersminde', hendes selvbiografi – en tung omgang, tør jeg godt sige – og ja, hun var helt sikkert stærk.

Og klog. Og til tider morsom. Men hun var også en manipulerende og selvpromoverende misdæder, der udmærket var klar over, hvad hun havde gang i. Der var ikke meget heltinde at hente der.

Og blot 68 år efter hendes død fik Danmark Christian VII, der lige siden er blevet kaldt 'den gale konge'. Men var han nu også gal? Var han i virkeligheden ikke et offer for sin lærers, Reventlows, fysiske og psykiske vold?

Kunne det tænkes, at han valgte at spille sindssyg, fordi det gjorde hans politiske (bi)rolle nemmere? For er det egentlig muligt at være så højt begavet, som han var, hvis han samtidig var så ragende sindssyg, som sladderen og eftertiden mente? Jeg synes, det er værd at diskutere.

Og så var der Eva Peron, Evita, som jeg har haft fornøjelsen af at portrættere de seneste måneder – var hun en skøge, der knaldede en masse mænd for at stige i graderne? Ja, mente de tidlige biografier, der ret ensidigt baserede sig på landsbysladder, og som stod i skærende kontrast til hendes egen selvbiografi, der gik lige så skævt over i den modsatte grøft.

Historikere, der har interviewet hundredvis af kilder, har påvist, at nok er der meget ufordelagtigt at sige om Argentinas tidligere førstedame, men skøge var hun ikke. Er det ikke interessant, at rygtet så har holdt så stædigt ved?

Historiske personligheder må finde sig i at blive endevendt - også efter døden.

Mange af dem gør store krumspring i livet for at sikre sig et flot eller måske martyrisk eftermæle, men jeg tror på, at de vil blive afsløret før eller siden.

I mange år fortaltes den romantiske historie om den engelske kong Edward, der giftede sig med den borgerlige og fraskilte amerikaner Wallis Simpson, hvorfor han abdicerede.

Men også de blev afsløret, da eftertiden åbnede deres breve og fandt et beregnende magtforhold mellem en mand og en kvinde og deres landsforræderiske planer, som de lagde sammen med nazisterne.

Når vi vil forstå historien, må vi bruge nutidens kløgt og acceptere, at vores helte måske falmer lidt, og at idioterne måske alligevel ikke var helt så idiotiske.

Vi kan ikke ændre på det, der er sket, men vi kan bruge historieskrivning til at forstå sammenhængen og det, der har rundet os. Hvad der blev skabt i fortiden – kunst, litteratur og musik – kan vi ikke censurere, for så risikerer vi ganske enkelt at miste os selv.