Det var en anden tid, da jeg var barn. Sådan vil de fleste over en vis alder nok sige. For det var det virkelig på mange måder. En mere rolig og simpel tid.

Mere udendørs leg, ingen mobiler, færre tests og langt mere menneskelig kontakt.

Jeg var også så heldig at have nogle fantastiske bedsteforældre, som jeg ofte var hos i weekenderne, og som smed alt, hvad de havde i hænderne for mig og mit velbefindende.

Yogurt på sengen om morgenen, historielæsning om aftenen, hjemmesmurte leverpostejsmadder i sølvpapir, som jeg fik med ned på den lokale legeplads, hvor der var et par heste, nogle kaniner og gammel sur ged. Min mormor sang altid.

Jeg kan huske, at jeg gerne ville flytte hjem til dem og bo. Det var mit ynglingsted. Min safezone. Mit helle.

Men det er først som voksen, og efter jeg selv har fået børn, at jeg har fundet ud af, hvad der udgjorde den magi, som har været så vigtig for min barndom. Det tryllestøv, som jeg fik drysset ned i yogurten hver morgen, og som bør drysses ned over enhver barndom.

For det er hverken speltboller eller kloge visdomsord, der får sind og sjæl til at blomstre, og som skaber robuste og livsglade børn.

De gav mig tid og nærvær. Den dybe kontakt, hvor man føler sig set og hørt som den, man er. Uden agendaer og uden forventninger. Utrolig simpelt. Men efterhånden også utrolig sjældent i et fortravlet samfund. Og netop manglen på tid og nærvær er en debat, der har kørt på det sidste omkring nomeringer i daginstitutioner. For pædagoger og ledere er pressede.

Men nærvær og kontakten mellem børn og pædagoger skal være fundamentet og førsteprioritet i alle institutioner. Det er simpelthen ikke noget, vi som samfund må gå på kompromis med.

Jeg har selv for nyligt skiftet børnehave for min mindste, fordi han ikke var glad for at komme af sted om morgenen, og fordi jeg oplevede, pædagogerne havde for travlt og for mange børn at se til.

For det handler ikke kun om vores store følelser over for det, vi har allermest kært, eller vreden over, at skattekronerne bliver fordelt forkert. Det handler i høj grad også om en langsigtet, samfundsmæssig problemstilling.

For hvis små børn ikke får de basale følelsesmæssige behov dækket, kan det have langsigtede konsekvenser i form af flere diagnoser, psykiske lidelser, lavt selvværd osv. Og det koster – også.

Måske tænker nogle så, at dette behov hovedsageligt må være forældrenes ansvar. Bevares, ja. Problemet er bare, at de fleste børn til hverdag er lige så mange timer i institution som i hjemmet, ca. seks til otte timer om dagen.

Og derfor har institutioner i dag en markant og vigtig rolle at spille i forhold til børns trivsel og udvikling. Og særligt relationen mellem børn og pædagoger.

Vi skal passe på, at barndommen ikke bliver et forhastet, praktisk projekt med et overvejende fokus på lige/ulige uger, afleveringstidspunkter og (sprog)tests. For så overser vi det absolut vigtigste i de tidlige år, nemlig kontakten. Omsorgen. Nærværet. Væren. Den væren, som vi første gang møder verden med i vores mors blik.

Ligesom vi forhåbentlig også forlader den i nogens blik. Den altafgørende øjenkontakt. Det er den, vi næres af, lærer af og bliver mennesker af.

Som Knud Romer så rigtigt har fremhævet, så behandler vi børn, som om de er ressourcer, der skal ’udnyttes’ i samfundet. De skal jo levere noget på sigt. Og derfor opstår præstationsord som ’uddannelsesparathed’ og ’egnet/ikke egnet’. Men børn skal have tid, lyst, blive fascineret af verden, famle, fejle, lege.

De skal ikke kun have gode karakterer, men lære at være en god karakter. Børn er ikke midler, de er et mål i sig selv.

Og de skal fyldes med kærlighed, omsorg og nærvær i deres første leveår.

Derfor bliver vi nødt til at prioritere de mennesker og institutioner højt, som er i daglig kontakt med vores børn. Og særligt de helt små. For de er faktisk med til at lægge et følelsesmæssigt fundament for deres liv.

De skaber de rammer, den kontakt og drysser det tryllestøv, som gør, at vores børn forhåbentlig kan opleve vuggestuen eller børnehaven som deres ynglingssted, deres ’safezone’, deres helle.