Der findes mange pinlige hverdagssituationer, som jeg gætter på, at vi alle sammen med varierende hyppighed befinder os i.

Når vi snubler henad fortorvet foran byens mest populære cafe, når vi har siddet til møde med rester af pesto eller spinat imellem fortænderne, eller når vi – som jeg oplevede forleden – har glemt vores pung, når vi handler ind, for at nævne et par.

Åh, at stå der foran den garanteret tålmodige kasseassistent, som nøjsommeligt har bippet alle éns millioner af spotvarer igennem kassesystemet, og opdage, at man er ude af stand til at betale.

Suk, altså, hvor er det pinligt. Når man kan se den meget lidt flatterende kombination af panik, forvirring og irritation brede sig i øjnene på den unge medarbejder, som sådan set hverken har tid til eller orker at stille alle éns varer på plads igen, alt imens man selv febrilsk forsøger at rode sine lommer igennem en ekstra gang i tilfælde af, at pungen nu alligevel skulle ligge der et sted. Av, altså.

Jeg stod der, som sagt, selv forleden. Ved kassen i Netto en fredag eftermiddag omkring klokken 17.00 – du ved, lige når der er allerflest mennesker ude at handle ind – og konstaterede, at jeg var ude af stand til at betale.

I løbet af få sekunder gik jeg fra at være helt almindeligt eftermiddagsafslappet til at have store svedskjolder under armene og en kulør i ansigtet, der kunne gøre selv den mest solmodnede tomat misundelig.

Der var kæmpe-kø, og der stod jeg så og forsinkede hele moletjavsen. Jeg følte mig som en kæmpe idiot. Flovt forsøgte jeg at vende ryggen til køen, imens jeg pligtskyldigt gjorde et ihærdigt forsøg på at pakke mine varer tilbage i kurven, så de ikke skulle ligge for enden af kassebåndet og fylde det hele, da jeg pludselig hørte en stemme bag mig sige noget uventet: 'Vi kan bare betale for dig – så kan du overføre med MobilePay.'

Jeg vendte mig rundt og fik øje på et par unge piger, som stod og smilede til mig. 'Det er altså ikke noget problem, vi kan sagtens betale', sagde den ene af dem.

Desværre havde jeg i farten heller ikke fået min telefon med mig, men hvis jeg havde, så var problemet løst. Så let som nærmest ingenting, ud af venlighed og omsorg fra to fremmede mennesker i køen, som i stedet for at lade sig irritere, underholde eller være ligeglade, tilbød deres hjælp.

De kunne ligeså vel – og som jeg i situation nok mest af alt havde forestillet mig, de ville gøre - have himlet med øjnene og tænkt, at jeg da også var et værre et fjols, når jeg ikke engang kunne finde ud af at tage penge med, når jeg handlede ind.

Men de himlede ikke spor med øjnene. De smilede bare og tilbød deres hjælp.

Helt befippet og stadigt famlende med varerne, som stadig lå på kassebåndet, fik jeg venligt afslået deres tilbud, fordi jeg i sagens natur heller ikke kunne betale dem via MobilePay, når jeg nu ikke engang havde min telefon på mig.

Men jeg fik, så vidt jeg husker, faktisk aldrig rigtigt sagt tak. Ikke alene ville jeg gerne have sagt tak for, at de venligt tilbød at lægge ud for mine indkøb.

Men jeg ville faktisk også gerne have sagt tak for, at de mindede mig om, hvor godt det føles, når andre mennesker hjælper én.

Endda helt uden anden motivation end at gøre en god gerning; at gøre det rigtige, det omsorgsfulde, det næstekærlige.

'Hey, du ligner én, der har brug for hjælp - lad os hjælpe dig,' kunne de ligeså godt have sagt, og dét synes jeg simpelthen er så mega sejt!

De to unge piger giver mig håb for, at vi både nu og i fremtiden vil kære os om hinanden i et omsorgsfuldt fællesskab, som jeg er sikker på, kommer os alle til gavn i sidste ende.

Fordi hjælpsomhed og omsorg for andre trods alt stadig er nogle af de allervigtigste dyder, vi kan give hinanden. Så altså, tak! Hvem end I er, så er I nogle stjerner i mine øjne.

Nårh ja, og nu vi er igang, så også et tak til min otte-årige søn, som løb hjem og hentede min pung, så vi også kunne få aftensmad dén dag.