Det var det allersidste, hun sagde i klassen, inden de gik på sommerferie. »Husk nu at læse hver dag«. De fleste af børnene registrerede det knapt, men jeg nikkede. Selvfølgelig gjorde jeg det.

Senere skrev læreren ud på skolens intranet og takkede officielt for et godt skoleår og mindede os forældre om, at børnene stadig bør læse hver dag, selvom det er sommerferie. Der kan åbenbart ske et meget stort - og meget alvorligt - læretab, hvis man ikke holder læsningen ved lige i løbet af sommeren.

Så selvfølgelig læser vi hjemme hos os. Altså, nogle gange... For her må jeg altså krybe til korset og indrømme, at jeg åbenbart ikke er så pligtopfyldende på min otte-åriges vegne, som jeg troede.

Heller ikke selvom jeg stod der i klassen og som forælder nikkede sagte for en god måneds tid siden, da skolen ringede ud for sidste gang. Vi holder jo ferie.

Eller hvad? Er jeg helt galt på den, når jeg tænker, at det da også må være helt okay at slukke lidt for hjernen, selvom man først for nyligt er begyndt at kunne læse sine egne bøger?

For at bakke mig selv op kan jeg sagtens komme op med argumenter for, hvorfor det selvfølgelig er helt i orden, at læsningen er sat ned på et lavere blus end sædvanligt.

Noget med at give hjernen fri. Noget med at sætte fantasien i gang, når man keder sig. Noget med samvær, nærvær, is på stranden og lydbøger i bilen hele vejen ned igennem Europa, hvor det altså er min bitre, personlige erfaring, at børn har det med at blive køresyge, hvis de skal kværne læsebøger under kørslen.

Selvfølgelig er det okay at holde ferie, tænker jeg - måske en kende kækt. På den anden side, så kan jeg jo også godt forstå, at de nok i virkeligheden har ret, lærerne, når de siger, at det er vigtigt at holde alt det nytillærte ved lige.

Læsningen er endnu ikke en forankret del af mine børns liv. Den mindste, som går i børnehave, er endnu ikke begyndt, og den store har først lige lært det. Han læser ikke ”bare”.

Han koncentrerer sig om at aflæse hvert et ord for sidenhen at forsøge at skabe mening i sætningerne. Sætninger, som af og til har det med at blive lidt længere, end hans læseniveau nok egentlig byder ham. Han synes, at letlæsningsbøgerne er røvsyge. Det er jeg helt enig i.

Jeg kan godt se fornuften i, at børnene selvfølgelig helst skal læse hver dag. Både for vedligeholdelsen og de gode vaners skyld.

Vi gør det bare ikke hjemme hos os - og fordi vi ikke gør det, rammes jeg af vor tids mest irriterende forældresyge: Den dårlige samvittighed.

Vores børn er jo dem, vi elsker allermest, og derfor også dem, vi ønsker at gøre det hele allerbedst for. Det er der, vi føler det største ansvar – og dermed også dér, vi kan fejle hårdest. Sådan har jeg det i alle tilfælde selv. Det betyder, at jeg ganske ofte sidder tilbage med dårlig samvittighed over ikke slå til.

For hvis der er ét sted i livet, jeg godt gad at nærme mig perfektion, så var det da overfor mine børn, som selvfølgelig kun har fortjent det bedste i verden. Og i særdeleshed den bedste udgave, der nu engang findes af sådan én som mig.

Problemet er bare, at jeg er et menneske; og sådan nogle som os - helt almindelige dødelige - vi kan sgu ikke sådan rende rundt og være perfekte på kommando. Jeg kan i hvert fald ikke.

Og derfor, midt i al min uperfekthed, sidder jeg så tilbage med dårlig samvittighed, fordi jeg i den perfekte verden burde gøre det bedre.

Jeg burde måske have højere ambitioner på mine børns vegne. Jeg burde som et minimum kunne efterleve lærernes ønsker, når nu jeg rent faktisk både har hørt, læst og forstået dem.

Det kan jeg åbenbart bare ikke, for vi læser altså ikke hver dag. Min otte-årige gør i hvert fald ikke. Men jeg lover højt og helligt, at vi læser af og til, og at det er knaldhyggeligt imens.

Det med hyggen, tror jeg nemlig helt personligt og ganske uvidenskabeligt på, er mindst ligeså vigtigt som at ramme de magiske tyve minutter hver evig eneste dag.

I hvert fald når der står sommerferie på skoleskemaet. Så må vi tage det, som det kommer, når klokken snart ringer ind til første time i et nyt skoleår, med nye lektier, nye forventninger og stensikkert også et snert af dårlig samvittighed i ny og næ.