Jeg skal snart på et meditations- og yogaophold i september, som jeg glæder mig fantastisk meget til.

Tiltrængt tid til refleksion, pause og dybere kontakt til mig selv, fordi det godt kan være svært i hverdagen at sætte tid af og prioritere disse ting. Ikke hjemmeskoling, men sjæleskoling, som jeg kalder det.

Siden jeg var barn og teenager, har jeg været vant til dette fokus i livet. Min mor havde altid lys og røgelse og billeder af diverse guruer hængende, mens der blev sunget indiske mantraer.

Hun tog mig som 21-årig på backpacker-tur rundt i Indien, hvor vi boede i forskellige ashrams og mediterede og hørte oplæg fra munke om alt fra hjernens begrænsninger og angst til mod og ydmyghed, selvkærlighed og chanting (sang).

Derfor havde jeg også på mit værelse mit eget lille 'alter' med billeder, lys og røgelse. Og hver gang jeg havde nye venner med hjemme, kiggede de med meget store øjne på dette ret mystiske og underlige setup.

Jeg lærte tidligt om min indre verden, og hvordan den har afgørende effekt på den ydre. Om mindfulness og meditation og de mange tanker, følelser og spørgsmål, som findes i vores indre. Det, ved vi voksne, er bestemmende for vores liv. Men børn ved det ikke, hvis de ikke lærer det.

Sætter vi aldrig ord på og undersøger det indre, så ved de ikke, hvordan og hvor meget det påvirker, om de f.eks. får venner, hele tiden oplever konflikter, eller hvad de føler i forhold til sig selv.

Derfor vil jeg gerne have min store datter på 18 år med på dette meditations- og yogaophold, fordi jeg synes, det er mindst lige så vigtigt at lære om meditation og yoga (sind og krop) som om f.eks. matematik og samfundsfag. Faktisk vigtigere. Om det så er på bekostning af noget fravær.

For hvornår og af hvem skal børn og unge lære noget om, hvordan sindet fungere? Den del af os, som kan volde os allerstørst problemer i vores liv, den del af os, som vi samfundsmæssigt bruger millioner på at 'behandle', ja, den del af os, som er afgørende for, hvilket liv vi kommer til at leve!

Hvem skal lære dem noget om, hvad der er tanker og følelser, og hvordan de spiller sammen, hvordan tanker og følelser kan være tillærte og ikke særlig konstruktive, hvordan et stille sind giver svar på mange ting, hvordan krop og sind hænger uløseligt sammen, og hvordan en dybere kontakt til sig selv løser mange udfordringer med andre osv.

Hvorfor prioriterer vi ikke som samfund at lære børn og unge om psyken/sindet, når det er så afgørende for alt andet i livet?

Mindfulness og meditation er en af de mest interessante og seriøse metoder til at skabe viden og indsigt om vores psyke og sind. Og der findes afsindig meget videnskabelig forskning om meditation og dens effekt på krop og sind, hvilket gør, at vi efterhånden er langt forbi 'hvad er det for noget hokuspokus'.

Det bliver anvendt i erhvervslivet til stressreducering, til kroniske lidelser og i skoler verden over. JohannesGymnasiet var det første gymnasium i 2018 til at tilbyde det herhjemme. Og det er efterhånden alment anerkendt, at denne sindstilstand medfører mange positive resultater.

Nogle af de følelsesmæssige gevinster ved meditationen er: reduktion af stress og ængstelighed, reduktion af afhængighed, fremmer modstandskraft i kriser, fremmer livstilfredshed, fremmer evnen til at skabe kærlige harmoniske forhold, fremmer glæde og optimisme.

Samtidig med, at det skaber en dyb tilstand af indre fred og tilfredshed. What's not to like!

Virkeligheden kan være hård og krævende for mange børn og unge, og vi ser kun flere og flere, der er ensomme, stressede og oplever indre uro. Og vi har som samfund i dag virkelig brug for en psykisk og følelsesmæssig antidote til de høje faglige forventninger med flere test og stressende sociale medier.

Og med så meget videnskabelig forskning og positive resultater på noget, der både vil være simpelt at lære børn og unge OG spare samfundet for fremtidige store summer, hvorfor så ikke bare komme i gang og indføre det på alle skoler og/eller gymnasier. Også selvom vi ikke har kulturel tradition for at træne sindet på denne måde.