Min mormor var maniodepressiv gennem det meste af min barndom og ungdom.

Jeg husker både, da sygdommen tog til, og da den var på sit værste, men også, da den stilnede af og forsvandt som dug for solen i de sidste år af hendes liv.

En mærkelig sygdom, som på hendes side blev behandlet med alle de værste ting, man kan forestille sig. Lige fra indlæggelse på lukkede afdelinger og elektrochok til narkotisk medicin. Var hun nede, befandt hun sig i den dybeste kulkælder og kunne ikke se noget godt i verden.

Engang sagde min far: »Jamen Harriet, du kan da vel glæde dig over de blomstrende kirsebærtræer!«

Hvortil hun svarede: »Næh, for lige om lidt er blomsterne væk igen.«

Når hun var på sit højeste, var hun uhyggelig. Med eder og forbandelser hånede hun hele verden og var en fandens karl, hvis man da kan være det som kvinde. Den eneste, der aldrig blev bebrejdet noget, var mig.

Jeg prøvede på alle måder at udglatte og gøre udsvingene mindre for hende. Specielt når hun var nede i det sorte dyb, prøvede jeg at få hende med udenfor for at få frisk luft.

»Jeg skal bare lige tage mig sammen,« sagde hun altid. Og det er det, jeg forbinder den vending med i dag. Min mormor. Når man bare lige skal tage sig sammen. Men det kunne hun selvfølgelig ikke, fordi hun var så medtaget af sin syge tankegang.

Det er af en eller anden grund ikke så ofte længere, at man hører vendingen 'at tage sig sammen'. Til gengæld støder jeg tit på folk, der ikke 'ooooorker'. De ooooorker ikke at rejse sig fra sofaen, for det har været en lang arbejdsdag. De ooorker ikke at tage til den der fest, for der kommer de der mennesker, de ikke kan udstå. De oooorker ikke at tage i skoven i weekenden, for så skal man pakke tasker og have praktisk fodtøj på og, og, og …

Jeg kender det udmærket. Sådan kan jeg også selv have det. Men jeg tror, man skal være meget opmærksom på, om det handler om at orke, eller om det mere handler om, at man har truffet et valg eller fravalg. Hvis der er noget, man oprigtigt gerne vil, så må man træffe en beslutning om at gøre det, og så kan det måske blive nemmere at orke det.

Således har jeg en veninde, der i mange år fablede om, at hun skulle have været arkitekt, men at hun bare ikke lige havde fået taget sig sammen til at søge ind på arkitektskolen. En dag tog fanden så alligevel ved hende. Hun satte sig ned og læste op på, hvad der egentlig krævedes for at blive uddannet arkitekt, og lige der gik det op for hende: Det gad hun faktisk ikke. Og så holdt hun op med at fable om arkitektdrømmen. Den var lagt ned.

Jeg ved godt, jeg er indpisker af værste skuffe, men måske handler det ikke bare om at lette r*ven og tage sig sammen. Snarere om at stille sig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg gerne have mere eller mindre af i mit liv og hvorfor?

Vi putter en masse indhold ind i vores liv uden rigtigt at tage stilling til det, og det indhold kan godt ligge og spærre for, at vi rent faktisk har energi til det, vi dybest set gerne vil orke.

Du kan have god grund til at føle dig for træt til at besøge en ven, fordi din arbejdsdag har været lang. Du kan også godt have dage, hvor du hellere vil glo på tv fra sofaen frem for at gå den tur, som dybest set ville have været en større gevinst for din træthed og dit humør. Men hvis sofaen og skærmen begynder at optage så meget af din opmærksomhed, at et besøg hos dine venner eller en gåtur efterhånden hører til sjældenhederne, så er du måske der, hvor du skal begynde at træne den muskel, der hedder viljestyrke.

Eskild Ebbesen, en af heltene fra Guldfireren, skrev for fire år siden bogen 'Tænk som en vinder', hvor han beskrev, hvordan man kan træne sin viljestyrke, så man har en reserve at trække på, når motivationen er i bund.

»Undgå at brænde al din viljestyrke af på ligegyldige projekter, der sænker dig i forhold til dit egentlige mål.«

Jeg synes, det er en spændende tanke, at man kan træne viljestyrken ligesom en anden biceps. Her i ferien er det så nemt at komme til at bruge tiden på at sove længe, læse avisen til langt op ad formiddagen, klippe hækken og tjekke de seneste nyheder på Instagram eller Facebook. Og det lyder også afslappet. Men jeg hører for mange mennesker sige, at de ikke nåede at komme på stranden eller ikke fik leget med ungerne eller ikke fandt tid til at køre til en anden landsdel for at besøge et museum.

Og her er det så, jeg må tilføje, at det også handler om prioritering. Det er bare svært at indrømme, at man kom til at prioritere sin hæk over børnene. Eller Facebook over sine venner.

Når du kommer tilbage til hverdagen, bliver det kun værre. Når arbejdet starter igen, og du støder på alle de ting, som du giver udtryk for, at du så gerne vil, men ikke oooorker, så spark lige dig selv over skinnebenet.

For et par år siden gik det op for mig, at der var markant forskel på, hvordan jeg prioriterer min egen-tid i ferien og i hverdagen. Når jeg har ferie, bader jeg hver dag i havet eller i en sø. Jeg har hele tiden friske blomster i vaserne, som er plukket i grøftekanterne eller i skoven. Jeg spiser spejlæg til morgenmad samt en grapefrugt, og hver dag går jeg mig en rask spadseretur.

Det var og er stadig for mig den største luksus og noget, jeg kan blive helt høj af. Det er stort set alt sammen gratis og tilgængeligt alle steder i Danmark. Det kræver alene en beslutning. Så jeg måtte spørge mig selv, hvorfor denne luksus ikke var en del af min hverdag.

Helt ærligt: Mit bedste svar er, at det var, fordi jeg ikke ooorkede. Orkede ikke at gå en tur, når jeg lige var kommet hjem. Orkede ikke at gå ud og lede efter pæne blomster. Orkede ikke at spejle et æg (det giver ekstra opvask). Orkede ikke at krybe i en badedragt i november.

Men så var det jo, at jeg gik glip af gevinsten. Trofæet stod lige derude i grøftekanten. Vinderfølelsen lå kun et kvarter borte (for længere behøver en gåtur ikke være). Den totale lykkerus, som opstår, når man kommer op af det iskolde vand, gik jeg simpelthen glip af. Alt sammen fordi jeg ikke ooorkede.

Jeg orker godt nu. Jeg har truffet en beslutning om, at jeg vil gå efter den daglige førstepræmie. Hvor klejn den end måtte synes, når den tager form af en håndfuld kastanjer. Eller hvor uopnåelig den føles, når vinden rusker i skoven eller i bølgerne. Men det kunne jo være meget værre. Tænk, hvis jeg ikke oooorkede at kæmpe for mit job. Mit hjem. Mit ægteskab. Så ville jeg for alvor have et problem.