Det er utroligt, hvad man kan lære ved et folkemøde på Bornholm. For lige at starte i den lette afdeling, så blev jeg selv beriget udi det finske sprog. Midt under Folkemødet, da der var allermest pres på maskinparken i vores husstand, så begyndte min vaskemaskine at lave ballade.

Den var da på dagens 10. vask, så jeg forstår den såmænd godt. Jeg ledte efter brugsanvisningen, men fandt kun den finske udgave. Her lærte jeg, at vaskemaskine på finsk hedder pyykinpesukone. Det kan godt være, man skal være udstyret med en plat humor og en uartig tankegang for at få så meget sjov ud af det, som jeg fik, men alligevel. Udtalt på fladt dansk kan det stadig frembringe smil på læben at gå og finde på sætninger med 'pyk-in-pesukone'.

Nåh, men hvis vi lige bevæger os væk fra den galej og rykker mere over i den seriøse genre, så var den største a-ha oplevelse for mig på Folkemødet at blive kastet ind i en diskussion om senior boligfællesskab, der efter sigende bliver det nye sort, fordi de kommende generationer af ældre er langt mere visionære end tidligere generationer.

Vi har altid talt om den tredje alder som noget, der opstår, når børnene er flyttet hjemmefra og slutter, når vi bæres ud i en etværelses med låg. Men det er åbenbart en gammel, ja forældet, anskuelse. Den tredje alder ser helt anderledes ud, hvis man skal tro forskerne… Og da egentlig også hvis man begynder at kigge på de 60-90 årige, der omgiver os. Skal man tro dem, så er der noget at glæde sig til. Det er en tid med fuld fart på fester og rejser og ikke mindst koncerter. Mon ikke også du kender et par stykker, der går og håber på, at de jævnaldrende gutter fra Rolling Stones kører en turné mere?

Der kan være uenighed om, hvornår denne tredje alder indtræffer. Folk får børn senere og senere, og flere og flere arbejder længe efter, de er fyldt 65. Men man kan sige, at den tredje alder slutter der, hvor man ikke længere kan tage vare på sig selv. Det er det, vi nu begynder at kalde den fjerde alder. Først derefter bliver det aktuelt at tale om beskyttet bolig eller plejehjem.

Generelt bliver folk ældre, og det vil sige, at det ikke giver mening at bibeholde den gamle tankegang om, at der skal gemmes midler til den yngre generation. Det er trods alt de færreste, der baserer deres fremtid på at skulle arve, når de har rundet 70. Det er lige før, det er oldebørnene, der i så fald får mest ud af en eventuel arv. Så derfor har de nye generationer af  'den tredje alder' besluttet at fyre den maks af på oplevelser.

Under Folkemødet mødte jeg således mennesker, der havde valgt at leve i boligfællesskab både for hyggens skyld, men også for ikke at mærke den ensomhed, som mange trods alt stadig møder, når de bliver ældre. Og disse mennesker kunne rapportere, at det var så som så med de fælles måltider og møder, fordi beboerne hele tiden var 'ude at rende'.

Det lyder helt genialt i mine ører, at man ikke mister pusten, blot fordi man er pensionist. Når man som jeg er midt i fyrrerne, så kan det godt virke en anelse skræmmende at få at vide, at man inden for femten års tid indtræder i den tredje alder, og jeg har det decideret svært med at acceptere, at jeg skal tage stilling til, hvordan jeg vil bo som ældre, allerede når jeg runder 55.

Jeg er godt klar over, at det er nyttigt at overveje, hvad der skal ske, når man bliver gammel, men det er jo ikke særlig sjovt at erkende, at man bliver gammel, vel? Gammel er jo sådan noget med krumbøjet ryg og rynket fjæs og alle mulige sygdomme, ikk’?

Men måske er det på tide at kaste den tankegang overbords. Den tredje alder skal sælges ind på et langt mere sexet grundlag, og det var præcis det indtryk, jeg fik, da jeg stod der på Folkemødet. For det første så de overhovedet ikke gamle ud, hvilket måske hænger sammen med deres livsstil. Der blev snakket kærester, god rødvin, sport og økologisk mad, og det var tydeligt, at de var med til at holde hinanden oppe i disse boligfællesskaber.

En af de kvindelige beboere afslørede, at hun godt kunne lide, når den fælles havemand havde sin unge (læs: lækre) søn på 45 med. Og det var en lise at høre fremtidsforskeren fortælle, at de ældre damer på 80 ikke gider læse dameblade med gamle fotomodeller. De identificerer sig 100 procent med kvinder på 49 og derunder, så dét spejl behøver man ikke holde op foran dem. Ellers tak. Jeg fik lyst til at klappe, da han sagde det. Jeg håber virkelig, vi snart kan blive af med de der dogmer om, hvad der er alderssvarende.

Jeg har altid hørt, at man ikke kan have langt hår som ældre. At man ikke må gå i kort kjole som ældre. At man i det hele taget liiiige skal skrue lidt ned som ældre. Pladder! Jeg synes, tiden er inde til at skrue op for læbestiften, slå håret ud og gå i lige præcis det, man har lyst til, om man er 60 eller 90. På min telefon har jeg et billede af en smart klædt, helt klart ældre dame med lækre solbiller og flot hår – og på hendes T-shirt står der 'Old is the new black'. Yes ma’am!

Kunsten består i at trække den tredje alder så længe som muligt, for det lader til, at den er underholdende. Og her er det så, at jeg og min generation skal være obs på, hvordan vi får skabt midler til netop at have det sjovt. Jeg mener: Vi kan næppe forvente at skrabe en pension sammen, der kan strække sig til 30 års sjov og ballade, hvis vi kun arbejder 40 år. Men det er så en anden og mere praktisk diskussion.

For lige at runde af i samme tone, som denne klumme startede, så kunne min ældste søn i går fortælle, hvorfor kvinder snorker. Det er fordi, de spoler stemmebåndet tilbage! Det vil jeg så lige gøre på en briks i solen nu.

God søndag!