»Du hænger lidt med ho’det, syne’s du alt er gråt i gråt?«

Sådan starter Birthe Kjærs giga-hit fra 1989, 'Vi maler byen rød'. Og ja, jeg har ved den søde hængt lidt med ho’det. Det gør jeg så ikke i dag. Faktisk er jeg i det bedste humør, jeg længe har været i. Og der er ikke engang nogen særlig grund.

»Hvad rager det mig,« kan du spørge, men det rager dig, hvis du er et sted i dit liv, hvor det hele er lidt ad Pommern til, for så – skal jeg nemlig sige dig – har jeg godt nyt til dig: Det bliver bedre. Det tager bare tid.

For et år siden i dag så mit liv således ud:

Vi var stadig lagt ned af den ulykke, som gjorde min mand 2/3 invalid i 2015. Det var en ulykke, som gjorde ham uarbejdsdygtig i forhold til at klare et almindeligt job i restaurationsbranchen, som han kommer fra. På det tidspunkt i 2015 havde vi lige belånt vores hus, alt hvad vi kunne for at have startkapital til vores virksomhed, Rå, som på sigt skulle blive hans nye arbejdsplads. Ikke ligefrem nogen drømmestart, men set i bakspejlet var det måske udsigten til livet som selvstændig, der holdt dampen oppe under hans genoptræning.

Men for halvandet år siden dukkede nye problemer så op. Vores hus viste sig at have en enorm fugtskade, som betød, at alle vægge skulle rives ned og bygges op igen. Det skulle koste mere end en halv million kroner at reparere, og fordi det bundede i byggesjusk, dækkede forsikringen ikke. Og her minder jeg om, at huset var belånt til toppen. Skulle vi redde økonomien, ville det være en god idé at bebygge en anden grund, vi ejede. Altså for at få hevet nogle penge hjem ved et efterfølgende salg.

I dag for et år siden stod jeg samtidig med et folkemøde på Bornholm foran mig. Et folkemøde, hvor vi valgte at satse endnu en gang og udvide forretningen med et enormt madtelt med potentielt plads til 1.500 mennesker pr. dag. 25 ekstra mand måtte hyres ind. Jeg skal spare jer for detaljerne, og det kan lyde mærkeligt, men det var en kæmpe publikumssucces og en kæmpe økonomisk fiasko. Det kunne jeg sætte mange ord på, men det er ligegyldige detaljer nu.

For et år siden var jeg med andre ord presset. Alvorligt presset. Flere gange forsøgte jeg at græde – ja, det lyder nok åndssvagt – men jeg følte, at der var et overtryk, som måske kunne tages ved at tude igennem. Der var bare det ved det: Jeg havde ikke flere tårer tilbage. Bare en inderlig sorg og ked af det-hed, som fyldte det hele. Måske kender du det.

Faktum er, at jeg i dag for et år siden stod med livet i hænderne. Sådan føltes det. Jeg havde en bolig, der var skrællet ned, fordi alle vægge skulle renoveres. Jeg havde et byggeri i baghaven, som var knald eller fald. Jeg havde en forretning, hvor uhyggeligt meget var på spil. Jeg havde en mand, der stadig ikke var helt på toppen (oveni købet havde han netop begravet sin elskede barndomsven, der blev skudt ned helt tilfældigt af en gal mand). Der var virkelig ikke ret meget at råbe hurra for.

Det gode budskab i dag er: Det gik. Alt sammen. Og netop i dag er jeg gladere, end jeg har været i flere år.

Vores gamle hus blev repareret og solgt til nogle skønne mennesker, der nu går og glæder sig til at flytte ind. Det nye hus blev bygget færdigt og også solgt (kun tre dage efter det første) til et skønt par, som allerede går rundt og nyder den have, som vi har bygget op gennem 16 år. Vores forretning begynder at lave overskud. Vi har indtil videre måttet glæde os over at gå i nul, men det er alt andet lige sjovere, når der kommer et lillebitte plus. I denne uge åbner vi op for vores fjerde folkemøde, og jeg glæder mig over at kunne melde alt udsolgt i de smukke lokaler, vi har skabt i vores private dining room på Bornholm.

Jespers handicap er nok desværre ikke noget, vi nogensinde kommer fri af, men der venter ham et efterår med nye træningsformer og en operation, der gerne skulle gøre livet lettere for ham.

Man siger, at det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Jeg er helt uenig. Det har vist sig, at jeg hele tiden har været stærk, men de mange ulykker, de enorme risici og det evindelige økonomiske pres har gjort mig sårbar. Som om jeg hele tiden ser mig over skulderen og venter på næste ulykke. Et sekund kan ændre hele livet. Hver dag takker jeg for de gode ting, der findes omkring mig. Jeg siger det altid, men det er faktisk så vigtigt at huske på de gratis glæder, der er til os alle: Solen der skinner, blomsterne der springer ud, en dukkert i havet, en tur i skoven. Jeg har været ude at bade i morges. Jeg har danset til musik, og jeg har rundet min seance af med en dejlig kop kaffe. Aaaaahhh! Så er livet ikke det værste, man har…

Der er folk, der er begyndt at sige: Det er dejligt, I har været så heldige. Jeg har det lidt hårdt med at synes, vores historie handler om held. Vi kunne have siddet forgældede tilbage og været afhængige af en invalidepension. Vi havde ingen penge på kistebunden. Det kan godt være, det er meget udansk, men lige her vil jeg egentlig godt klappe mig selv og min mand på skulderen og sige: Godt gået!