I dag for en uge siden sad jeg ligesom det meste af Danmark i åndeløs spænding, da vi stadig var med i VM, og Kasper Schmeichel igen og igen reddede på mirakuløs vis.

Jeg elskede, at man klippede til nærbilleder af farmand Peter, der sad oppe på tilskuerrækkerne i dyb koncentration, som var det stadig ham, der stod nede på grønsværen med Danmarks skæbne i hænderne. Verdens bedste målmand måske nogensinde. Sikke en arv at skulle løfte for en lille Kasper, da han som barn gik med drømmen om at blive professionel fodboldspiller.

I sig selv optager det mig meget dette her med vidunderbørn, eller skal vi sige talentfulde børn, der bakkes op af deres forældre. Hvor går grænsen mellem kærlighed og ambitioner? Hvornår bakker man op, og hvornår pacer man?

Vi har på tv set flere eksempler på, hvor meget der kræves af arbejde, tålmodighed, skubben på og viljestyrke. Og folk, seerne, er hver gang blevet frygteligt provokeret:

»Sådan kan man ikke behandle et barn!«

Men man er nok nødt til at spørge sig selv: Ville vi overhovedet kunne udvikle talenter i verdensklasse, hvis ikke der blev presset hårdt på hjemmefra? Jeg tvivler.

Jason Watt stod senest for skud, da man fulgte hans benhårde coaching af sønnen, Noah, der gerne vil være racerkører ligesom far. Var Jason mest far eller mest træner? Og råbte han ikke lidt meget af sin søn?

Jeg tror, man skal være bekendt med de benhårde krav i elitesporten, før man dømmer Watts evner som far. Caroline Wozniackis far, Piotr, er heller ikke gået til opgaven som træner med fløjlshandsker. Pacede han Caroline? Skulle han ikke bare holde sig væk?

Åh Gud, folk har godt nok været kloge, hvad den sag angår. Men der er næppe nogen, der tror på, at vi havde verdens dygtigste Miss Sunshine, havde det ikke været for Piotrs forarbejde. Og for mange år siden fulgte man Mickey Fredie-Pedersen, der set med danske øjne havde en alternativ tilgang til børneopdragelse og dansetræning. Ikke desto mindre nyder hans søn, Sonny, i dag stor succes i Los Angeles, hvor han har et danse-studio.

Det kan være svært at se, hvornår noget er rigtigt eller forkert, når det gælder forældre og deres opdragelse af børn med særlige talenter. Jeg læste André Agassis bog 'Open', hvor man på den ene side ikke er i tvivl om, at faren er vanvittig, mens man på den anden side må erkende, at uden hans iver var Agassi ikke blevet den store tennisstjerne. I øvrigt en fabelagtig bog, hvis man leder efter god sommerlæsning.

Men en ting er opbakningen fra forældrene, noget andet er det indlysende, nedarvede talent. Se, det interesserer mig næsten endnu mere. Er det genetisk bestemt, eller handler det om, at børnene er vokset op i et miljø, hvor de hele tiden har kunnet nærstudere et professionelt virke?

Det er fuldt ud lige så spændende at følge tre generationer af bagere, som det er at følge Mærsk-familiens kontrol af firmaet eller for den sags skyld kigge på tredje generation af familien Laudrup. Hvilke evner har de med hjemmefra, og hvordan kommer de selv til at præge karrieren?

Det kan relateres til stort set alle brancher, og talentet kan som regel måles på resultaterne. Derfor kan det være vanskeligt for dem, der er børn af kunstnere. For her er resultaterne ikke målbare. De måles i stedet på baggrund af subjektive vurderinger, som er påvirket af fordomme, smag, mode og meget andet.

Der skal nok være nogle, der mener, at det lå lige til højrebenet, at Hugo Helmig skulle få succes med sit debutalbum. Men Hugo Helmig har tydeligvis arvet sin fars sangskrivertalent og dermed suverænt gjort sig fortjent til succesen. Alligevel tror jeg aldrig, et pladeselskab har sagt til ham: Du skal smide dit efternavn. Det er mit gæt, og det kan være forkert, men jeg tror det virkelig ikke.

Jeg nævner det, fordi jeg sidste torsdag var inde at se Seebach-musicalen, som ikke bare var fremragende, men fuldkommen fabelagtig. Dygtigt fremført, flot iscenesat og på alle måder seværdig. Her fulgte man på scenen den unge Tommy sideløbende med den unge Rasmus og deres forskellige indgang til pladebranchen. Helt fra start får Rasmus at vide af pladeselskaberne, at han er dygtig nok, men at han er nødt til at droppe det der Seebach efternavn.

Av, for en lige højre, jeg fik der i mit teatersæde! Jeg har ikke tal på, hvor mange pladeselskaber jeg selv har været omkring, mens jeg var i tyverne og trediverne og fik præcis samme besked:

»Drop dit efternavn. Det lugter for meget af dårlig smag.«

Jeps, så direkte og uden omsvøb er det blevet sagt utallige gange. Og det var åbenbart samme besked, Rasmus Seebach fik. Jeg ved ikke, om man kan forestille sig, hvor ondt det gør at få sådan en serveret. Alle børn bør jo være stolte over sit efternavn. På samme måde som Kasper Schmeichel er det, som Hugo Helmig er det. Og sikkert også de, der ikke er lykkedes med at gå i forældrenes fodspor trods ihærdige forsøg.

Efternavnet kan være et trumfkort eller en forbandelse, men det må være et personligt og privat anliggende, om man vil ændre det. Ikke noget som skal revideres af kommercielle kræfter. Det altafgørende bør være forvaltningen af talentet. Det kan så til gengæld være svært at klare for et ungt menneske, hvis ikke der er en forælder til at bakke det op.