Kender du det, når et øjebliksbillede – en stemning, en duft, en sang – indfanger livet lige der, hvor man selv er eller var engang? Når et minde bliver tryllet frem gennem sanserne, som et foto der blev trykket af lige i det ene sekund, hvor noget glædeligt skete. Det er sådan et øjebliksbillede, hvor alt på en eller anden måde går op i en højere enhed; på sekunder bladrer gennem et helt livs fotoalbum og dykker ned på enkelte sider.

Måske er jeg for flyvsk her, men jeg tror, du ved, hvad jeg mener, når jeg fortæller om det øjebliksbillede, jeg havde, da jeg var til Thomas Helmig-koncert på Gæsten i Allinge. En magisk aften, som jeg stadig er helt høj af. Og efter mit øjebliksbillede får du en lille historie, som du ikke bare kan, men SKAL bruge til noget.

Gæsten – eller Gæstgiveren – er i sig selv et legendarisk musiksted helt fra gammel tid. Det stod imidlertid nogle år og sygnede hen, indtil nogle af mine – tør jeg godt kalde dem – dejlige venner købte stedet og bragte musikken, hyggen og værdigheden tilbage i bygningerne.

Lige siden (i 15 år) er min familie og jeg kommet der hver sommer og har holdt ferie der. Vi plejer gerne at sige, at det er et sted, hvor man spiller med bageste mand. Børnene løber frit omkring og leger på klipperne eller kravler op i den store fede amerikanerbil, der holder midt i gården og blærer sig. Det er ikke en lukket gård, så uden at kende de andre beboere skiftes man til at holde styr på hinandens børn – uden nogen lider overlast. Som sagt: Man spiller med bageste mand.

Rundt omkring står der reminiscenser fra cirkus- og tivolipladser. Der er buketter i glade farver stukket i gamle vinflasker. Morsomme collager på væggene er blandet med dyre kunstmaleres genkendelige streger – en hilsen de malede, da de senest var her - og om aftenen tændes de kulørte lyskæder hen over gårdspladsen. Ingen andre ville kunne skabe den æstetiske sammenhæng på så autentisk vis som disse to, der trods en übercool udstråling insisterer på at kalde sig kromutter og krofatter.

Det er som sådan ikke noget stort sted, men det fylder godt i bevidstheden, når man kigger ned over denne uges koncerter på stedet: Phlake, Lukas Graham, Dizzy Mizz Lizzy og så selvfølgelig Thomas Helmig.

Sidstnævnte har jeg aldrig været til koncert med før denne uge. Og det var her, jeg fik øjebliksbilleder strøet ud over mig - noget som rørte mig dybt.

Det var ikke en perfekt sommeraften. Det havde regnet lige inden, men jeg følte, jeg havde den bedste plads, hvorfra jeg kunne kigge ud over hele gården og samtidig være tæt nok på scenen til at øjne alle de små beskeder, der fløj rundt mellem musikerne: Et anerkendende blik om til trommeslageren, der lavede et perfekt skift til næste nummer. Et tegn til lydmanden: Vi skal lige have hjælp med bassen. Det velkendte tegn til at nummeret slutter efter næste omkvæd. Jeg følte næsten, jeg var med på scenen.

Det var en to timers koncert udelukkende bestående af en strøm af hits. Det er man nødt til at have respekt for.

»LIVET RÆKKER HÅNDEN UD,« sang koret og vi skreg med alle mand: »Jeg ta’r imod.«

Det var lige der, det skete. Jeg fik øje på en ven helt ovre i modsatte side af gården. Han stod der sammen med sine døtre. I vinter døde hans kone, deres mor, ikke engang 50 år gammel. Nu stod de her og sang med. Selvfølgelig knuget af sorg stadigvæk, men jeg fik en fornemmelse af, at den smukke kvinde, de havde mistet, var til stede her i gården og nikkede anerkendende til, at livet har rakt hånden ud til hendes efterladte, og de har syngende taget imod.

Jeg mærkede også, at jeg selv har taget imod livet, og jeg blev i sekunder kastet tilbage til min egen barndom, da min far spillede på Bornholm hver sommer under kulørte lamper på det dengang så kendte dansested, Villa Nova. Samme stemning. Samme glade mennesker. Samme ubekymrede følelse i kroppen.

Neden for mig stod Renee Toft Simonsen og så smilende op på sin Thomas, og i det øjeblik kunne jeg simpelthen ikke finde ud af, hvad hun var mest. Mit store idol fra teenagetiden, eller om hun og Thomas lige der blev en gengivelse af mine egne forældre: Sammenhørighed, kærlighed.

Jeg blev rørt til tårer over den følelse af at være forbundet til dem, til Gæsten, hvor mine egne børn føler sig mere end hjemme, og til musikken. Fremfor alt musikken, som i mit liv er et allestedsnærværende element. Sådan et øjeblik vil man bare gerne fastfryse og tage med sig. Og det gør jeg så et forsøg på her. Det kan ikke indfanges af et billede på en mobiltelefon. Jeg sendte en lille tak op til universet. Tak, fordi jeg måtte opleve dette.

Musik spilles. Dans danses. Det har ikke et bestemt punkt, det bevæger sig hen imod. Man danser ikke for at nå hen til et bestemt sted på dansegulvet, skønt man godt kan have en koreografi. Men dansen vurderes ikke ud fra, om den dansende rammer punktet på millimeter. Musik spilles ikke for at nå slutningen. I så fald ville enhver dirigent bare sætte tempoet op, så man kunne nå derhen. Og handlede det om en bestemt akkord, kunne publikum nøjes med at gå ind til en koncert og så høre denne ene akkord for derefter at gå hjem igen.

Jeg oversætter frit her, men ordene er hentet fra Alan Watts.

Jeg læste forleden mit horoskop i et blad (noget jeg ellers ALDRIG gør), hvor der stod: »Et møde med en intellektuel person kan inspirere dig i din karriere.«

Samme dag gjorde min ven, Nicolai, mig opmærksom på Alan Watts, en engelsk filosof der døde for mere end 40 år siden. Jeg søgte ham på nettet og fandt en lille og meget fin film, som hedder 'Life is NOT a journey'. Den varer 4 minutter, så jeg anbefaler, at du selv finder tid til at kigge på den.

Den handler om, at universet som sådan ikke har nogen destination. Det er bare. Han sammenligner det med musik og dans. Hele idéen med musik er at spille den. Formålet med at danse er…at danse. Det kan vi godt komme til at glemme, når vi uddanner os. For når vi uddanner os, sætter vi os hele tiden et nyt mål og venter på den store succes. Vi troede, livet var en rejse, hvor vi skulle nå hen til det der store udefinerbare mål. Men vi narrede os selv, siger Alan Watts. For når vi kommer hen til livets ende, så viste det sig, at livet var en musikalsk ting.

»Vi skulle have danset og sunget hele vejen.«

Kort sagt: Når livet række hånden ud, så tag imod!