Hvor vi danskere har den lykke at leve i et demokrati, som er groet ud af historien og kun er blevet anfægtet udefra, så er den portugisiske demokratihistorie langt mere ujævn, præget af revolutioner, kupforsøg og militær.

Først op gennem 1970'erne begyndte landet at udvikle sig til, hvad vi kan kalde et demokrati. Og historien præger os alle. Jeg var derfor glad for, at Pinto de Albuquerque havde takket ja til at tale 7. februar 2018 i Strasbourg, hvor jeg som næstformand i parlamentets forfatningsudvalg havde inviteret til en høring om Menneskerettighedsdomstolen.

Fra Danmark deltog professor Mads Bryde Andersen. Fra Frankrig professorerne Anne-Marie Le Pour-hiet samt Armel Pécheul. Og fra domstolen selv altså den portugisiske menneskerettighedsdommer Pinto de Albuquerque.

Sidstnævnte var slet ikke i tvivl om, at menneskeretten var selve grundstenen i den europæiske civilisation. Derfor lovpriste han Malta og Irland for at være gået forrest og have tilpasset deres forfatning, så Strasbourg-domstolen altid kom først, og endte sin passionerede tale med churchillsk reference: »Never has so many owed so much to so few«.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er simpelthen selve kvintessensen af Europa. Det er selve civilisationen.

Noget anderledes så imidlertid panelets øvrige talere på det. Men de var heller ikke dommere ved denne domstol, som vi alle har så meget at takke for. Og måske derfor havde professor Mads Bryde Andersen da også en noget anden tilgang end ligefrem taknemmelighed.

Han beskrev derimod, hvordan Menneskerettighedsdomstolen igennem årene er gået fra at tage sig af virkelige krænkelser som tortur, vold med videre til i dag at være blevet en slags 'sidste retsinstans' for alverdens sager – nabostridigheder, parabolantenner og parkeringsbøder. I den slags sager ligger der selvsagt ikke en trussel, som kan retfærdiggøre, at ikke-valgte dommere i Strasbourg overtrumfer de folkevalgte, blot fordi de måtte mene, at 'demokratiet kan tage fejl'.

I mødet mellem den danske professor og den portugisiske dommer var vi i virkeligheden inde ved grundproblemet med den europæiske menneskerettighedsdomstol. Først og fremmest den utæmmede indblanding i småting, som aldrig var tænkt som en del af konventionen.

For det andet indblanding i især landenes udlændingepolitik, hvor menneskeretten netop ikke er på landenes side, men på individets. Når eksempelvis vanekriminelle udlændinge som medlemmer af Levakovic-familien ikke kan udvises, skyldes det, at man vurderer hans – og andres – ret til familieliv som vigtigere end det danske samfunds ret til at være fri for fremmede forbrydere.

Dette er selve kernen i menneskerettens ideologi: at sætte individet over fællesskabet. Og dermed kommer denne ideologi til at stå i modsætningsforhold til det, politik jo ofte handler om: at værne om fællesskaber som folk og nation. Det er disse to hensyn, der tørner sammen. Og i al sin enkelhed er og bliver dermed menneskeretten liberaldemokratiets spydspids.

Hvor demokratiet overlader det til folket at vælge sine politikere til at fastlægge retten, tillægger menneskeretten en udefineret ret til menneskerettighedsdommerne om at fastlægge retten. Og skal den ret moralsk forsvares i et demokrati, kræver det selvsagt, at man mener, at 'demokratiet kan tage fejl'.

Spørgsmålet er bare, om det måske snarere er menneskeretten, der risikerer at tage fejl? Og hvem skal så rette fejlen?