I behørig corona-afstand står jeg foran iskiosken sammen med sommerlandets andre glade feriegæster. Jeg ser på is-kortet. Udvalget er stort hos Hansen Is, der på et skilt praler med at 'holde fast i sine principper'.

Det er godt, tænker jeg. Gamle dyder. Dem har vi ikke for mange af nu om stunder. Endelig er det min tur. Jeg bestiller en eskimo-is. Den unge pige kigger forskræmt på mig. Som om jeg har sagt noget upassende, ser hun på de andre i køen.

De synes nu mere optaget af ventetiden, så med en påtaget forlegenhed hvisker pigen til mig: »Det hedder en O'Paya,« mens jeg får min is.

»Hvad betyder det?« spørger jeg, men får kun et blik så koldt som isen som svar. På vej ud forklarer en venlig sjæl mig, at det skam er navnet på de kakaobønner fra Nicaragua, som chokoladeovertrækket er lavet af.

An Eskimo icecream at Hansens Flødeis dairy in Jaegerspris, Denmark, Wednesday June 15, 2020. In the wake of the Black Lives Matter movement Hansens Floedeis announces a name change for the Eskimo icecream, as they believe the name belongs to a bygone era. The ice cream has now been named O'Paya, named after the cocoa beans from Nicaragua from which the chocolate coating is made.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
An Eskimo icecream at Hansens Flødeis dairy in Jaegerspris, Denmark, Wednesday June 15, 2020. In the wake of the Black Lives Matter movement Hansens Floedeis announces a name change for the Eskimo icecream, as they believe the name belongs to a bygone era. The ice cream has now been named O'Paya, named after the cocoa beans from Nicaragua from which the chocolate coating is made.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Jeg nikker som tak, mens jeg bider i den eskimo-kolde is.

Krænkede jeg lige den unge pige, tænker jeg? Hun lignede godt nok ikke en med aner i Grønland.

På vej ud kaster jeg et blik på det bugnende is-kort. Der er også en is, der hedder Congo, som jeg nu fortryder ikke at have bestilt. Det er åbenbart ikke nær så krænkende at gøre en koloni, der om nogen blev behandlet brutalt, til en læskende sommeris.

Et underligt valg, hvis man hos Hansen Is virkelig tror, at onde og dårlige minder går væk, hvis vi bare lader være med at tale om det.

Hvornår begyndte egentlig dette vanvid? Ja, vi har jo længe haft racismeparagraffen, hvor venstrefløjens idioter tror, folk holder op med at tænke dumme tanker, hvis man bare forbyder at sige dumme ting højt.

Og så var der statuerne, som skulle skændes med maling, hvis man nu følte sig krænket af personer, der døde for mange hundrede år siden.

Hvordan de krænkelsesparate på den måde tror, de har ret til at omskrive historien efter deres egne luner, er mig en gåde. Men måske er det ikke så vigtigt. Jeg ser nemlig et stort potentiale i den nye krænkelsesideologi. Sådan helt personligt faktisk!

I årevis har jeg været træt af at skulle se på Viggo Hørup, når jeg går i Kongens Have, og være tvunget til at passere Georg Brandes Plads, når jeg skal fra Østerbro til Christiansborg. Som om det ikke er nok, at jeg allerede skal over Poul Henningsens Plads!

Ja, jo mere jeg tænker over det, er jeg godt gammeldags træt – og krænket! – af konstant at skulle mindes kulturradikalismens koryfæer på vej igennem København. Er det måske ikke også MIN by? MIN hovedstad? Betaler jeg måske ikke også skat her? Hvad med MINE RETTIGHEDER?

Jeg føler mig krænket! Ikke bare over at skulle se mine politiske modstandere mindet med stræder og pladser. Men endnu mere: Jeg føler mig krænket over nypuritanisternes krænkelse.

Idéen om, at jeg ved ikke at være krænket krænker andre, krænker mig. Og selv om jeg er en hvid, kristen mand, har jeg faktisk OGSÅ rettigheder, tænker jeg, mens jeg spiser den sidste del af min O'Paya. Den smager nu altså godt.

Men næste gang handler jeg hos Premiere Is.