Større smittetryk og mørke dage gør corona endnu mere træls.

Oveni masser af regn som trist bonus. Jeg ser dog også positive sideeffekter af den forbandede virus, for den fungerer som fremkaldervæske for vigtige værdier. Corona viser styrken ved fællesskab og samfundssind.

Der er lys forude! Vi har da også i den grad brug for en vaccine, lysere dage, bedre vejr og gode arbejdspladser. Jeg glæder mig over imponerende 12 såkaldte trepartsaftaler i 2020.

Vores særlige måde at skrue arbejdsmarkedet sammen op viser igen sin styrke. Gang på gang imponerer de organiserede lønmodtagere og arbejdsgivere ved hurtigt og fleksibelt at levere resultater i fællesskab med politikerne.

De tre parter skaber stærke løsninger, når de arbejder sammen. Det drejer sig om alt fra lønkompensation, hjælp til virksomhederne, arbejdsfordeling, understøttelse til pårørende i risikogrupper, flere praktikpladser og så videre. Resultater kommer bare ikke af sig selv. Det kan selvfølgelig kun lade sig gøre, fordi vi har stærke organisationer.

'Den danske model' giver på samme tid tryghed, dynamik og fleksibilitet. Det er ganske enkelt genialt, og vi skal passe godt på gåsen, som lægger guldæggene til velfærdssamfundet.

Det starter med, at du tænker længere end til din egen næsetip og derfor er medlem af din fagforening. Kontingent er noget, vi giver til hinanden.

Corona er ikke den eneste virus i samfundet, for på nogle arbejdspladser smitter 'jeg er mig selv nok'-holdninger. Vi ser free-riders, som for egen vindings skyld ikke betaler til fællesskabet i fagforeningen.

De kan ikke tørre grinet af ansigtet, når de ligger trygt i læ af rigtige fagforeninger. De driver på divaneseren, mens andre arbejder.

Det gælder til daglig på landets arbejdspladser, og det gælder, når vi skal finde løsninger på coronakrisen. Uden fagforeninger ender almindelige lønarbejdere med røven på komfuret, og samfundet taber.

Coronavirus trækker på den måde også nogle gode spor. Det minder os om sammenhold, og at vi klarer store udfordringer i fællesskab.

Samfundssind lyder måske lidt støvet og gammeldags, men er den stærke værdi, som vi knækker kriser med. Ordet solidaritet betyder, at vi passer på hinanden, men også at ingen er med på en badebillet. Alle skal bidrage, også gennem medlemskab af faglige organisationer.

Medlemmer af de gule splittelsesforeninger suger alle fordelene og udviser en konsekvent grotesk krævementalitet. Hvis du ser en tandemcykel, hvor den personen på bagsædet løfter benene, har du fået øje på et medlem af en gul forretning.

Måske kender du bandet Folkeklubbens sang 'Fedterøv?' Den går sådan her: 'Du var hurtig til at ta’. Når der var fire øl på bordet, og fem der sku’ ha’. Når taxaregningen blev høj, var det eneste spor efter dig et aftryk af den fedtede røv.'

Jeg har hørt fra absolut troværdig kilde, at det er sangen, som de indleder møderne med i Krifa, Det Faglige Hus, Frie Funktionærer og ASE Lønmodtager. Og det er ganske vist.