Skulle nogen forleden have forvildet sig ind på Folketingets tilhørerpladser for at se finanslovsdebat, må de have fået sig lidt af en overraskelse.

Efter tre måneders sommerpause var der endelig gang i Folketinget igen. Og med et vigtigt tema på dagsordenen var en hel del folketingsmedlemmer samlet for at debattere finansloven for næste år, som ikke bare gældsætter Danmark i stil med Anker Jørgensen, men hvor regeringen også har taget skridtet videre og accepteret, at vi danskere nu også skal hæfte for andre EU-landes gæld.

Det er nyt. Det er alvorligt. Ja, potentielt katastrofalt.

Alligevel var det ikke just katastrofestemning, man som tilhører til debatten blev mødt med. For mens man skulle tro, at politikerne tog situationen bare en smule alvorligt, så var det nærmest, som om finansordførerne havde stået i kø for at komme ind i børneværelset for at finde inspiration til deres taler.

Først hørte vi om Rasmus Klump, hans venner og om hans lyst til pandekager. Så blev Gurli Gris og Peter Plys hevet på banen. Lidt senere Harry Potter. Og mon ikke også både Joachim von And og Olsen-banden har fået deres obligatoriske opmærksomhed fra det, der jo egentlig skulle være landets fornemste talerstol, men i onsdags mest af alt var omdannet til en fontæne af infantile analogier.

Selvfølgelig er der ikke noget galt i at lave en reference til barndommens rige. Det kan jeg såmænd selv forfalde til. Men når flertallet af de gamle partiers ordførere har børnelitteratur som foretrukken udgangspunkt for noget så vigtigt som landets finanser, må det sige noget om politikerne her til lands.

Enten betragter de befolkningen som så store idioter, at man med en fiffig reference til Rasmus Klump og Anders And tror, at man kan få folk til at glemme alvoren over en finanslov, der gældsætter os som sjældent før.

Men arbejdsløshed, terror og kriminalitet forsvinder næppe som dug for solen, fordi Gurli Gris kommer på banen!

Alternativt kan det selvfølgelig være, at politikerne helt er holdt op med selv at skrive deres taler og har overladt det til det fantasiløse kleresi af grå presserådgivere, der løbende veksler mellem partierne.

En tredje mulighed er naturligvis, at vore politikere lever i et uvirkeligt parallelunivers, hvor det hele er lidt for sjov og ikke rigtigt betyder noget. Børneeventyrene ender jo gerne godt, ikke? Så det er et rart og behageligt sted at være. Men hvad med de mange i den virkelige verden, hvor det ikke ender godt?

De ældre, som sidder fastlåste på et plejehjem og ikke får den nødvendige pleje? De arbejdsløse, der ikke aner, hvornår den faste indtægt vender tilbage. Eller de unge, der sætter livet på spil for araberbandernes dominans-kultur i nattelivet.

Lader de sig mon spise af med en kæk bemærkning om Gurli Gris eller Rasmus Klumps bedstemor? Jeg håber det ikke.