Mænd og sårbarhed. En farlig sætning at starte ud med.

Både fordi jeg på egen krop ikke ved, hvad jeg taler om, og fordi det er to ord, der bare ikke passer lige så godt sammen som 'salt og peber' eller 'Hans og Grethe'.

I hvert fald noget, vi ikke ofte sætter ord på. Men en ting er sikkert. De fleste mænd forbinder nok ikke en rigtig mand med evnen til at være sårbar.

For selvom enhver mand er blevet metroseksuel, så lærer vi stadig, at mænd er stærke og modige og handlekraftige, og at sårbarhed mest hører til det kvindelige køn, til det feminine, Ikke sandt?

Ubevidste 'sandheder' om drenge og piger, som vi så automatisk tager med os videre i livet som mænd og kvinder. Drenge græder ikke så meget som piger. Og de taler i hvert fald meget mindre om deres følelser.

Hvis de overhovedet gør det! Mænd lider i stilhed, mænd skal sørge for familien, mænd skal være 'tough'. Modige drenge og pæne piger.

Vi har alle vores forskellige 'sandheder om mænd' i hver vores familie. Og dertil kommer der selvfølgelig også en samfundsmæssig opfattelse af, hvad en 'rigtig mand er'.

Jeg tror dog, at mange mænd ofte føler et pres over at skulle leve op til det at være 'en rigtig mand'. De trækker sig i parforhold og fra venner, hvis de har det svært.

For følelser og sårbarhed er svært at håndtere og måske ikke det, man lærte som barn. Og derfor ender de med at negligere og lukke af for en stor del af sig selv.

Det er direkte giftigt for vores samfund, for vores parforhold og for opdragelsen af næste generation.

For vi kan ikke leve livet uden at omfavne sårbarheden i det. Mand eller kvinde. Livet er sårbart, hver dag, hele tiden. Det er sårbart at sige, jeg elsker dig, dele en upopulær holdning, bede om hjælp, sige nej, starte egen forretning, lægge op til sex, bede om tilgivelse, åbne op for kærlighed efter brud, ringe til lægen og få svar, prøve noget nyt, forelske sig og at sige, man er bange.

Sårbarhed kan defineres som usikkerhed, risiko og et udtryk for følelser.

Men pointen er, at sårbarhed ikke er tegn på svaghed, men et tegn på styrke. For det kræver mod at være sårbar og viljen til at stå ved sig selv. Hele sig selv.

Så lad os redefinere, hvad det vil sige at være 'en rigtig mand', og udfordre alle mændene. (For mænd elsker jo udfordringer, ik'?)

Udfordringen lyder på at bruge alle de mandlige kvaliteter, som du synes, at du har: mod, styrke, vedholdenhed og ansvarsfølelse til at se dybere ind i dig selv.

Til at undersøge, hvad dit forhold er til sårbarhed. Og hvad du gør, når du føler dig sårbar.

Er du modig nok til at udtrykke dine følelser? Til at række ud efter en anden mand, når du har brug for hjælp. Er du stærk nok til at være sensitiv og til at græde, når du er ked af det, eller når du er glad.

Har du selvtillid/selvværd nok til at kunne rumme din partner, også selvom I er uenige?

Og lad os så droppe udtrykket 'en rigtig mand' og i stedet tale om 'et rigtigt menneske' – et 'ægte menneske'.

Et ægte menneske, som også tør at vise, hvem han er, når han er bange, utryg, jaloux eller skamfuld. For dét forbinder os til andre,skaber kærlighed, livsglæde og respekt. Og dét…kræver nosser!