For nogle år siden var jeg til en lille fest hos en god veninde.

Det var en privat sammenkomst med en række af hendes og fælles venner.

Vi drak masser af alkohol, sludrede og hørte musik. Det var en af de aftener, hvor man sidder rundt om spisebordet og taler, griner, spiser lidt og drikker meget.

Sent på natten blev jeg træt. Jeg var ved at dejse om og lagde mig ind i min venindes seng for at sove, mens de andre blev siddende ude i køkkenet og talte videre.

På et tidspunkt vågner jeg ved, at der er en mand, der ligger bag ved mig og har stukket sin pik op i mig bagfra.

De første par sekunder fattede jeg ikke helt, hvad fanden der foregik.

Jeg var omtumlet og forvirret, min hjerne i søvn, men det går naturligvis op for mig, at der er en mand bag ved mig, der er i gang med at bolle mig.

Det næste sekund fryser jeg.

Eller måske faktisk 10 sekunder. Og så ruller jeg væk. Jeg ligger helt stille i sengen. Tænker, hvad fanden der foregår. Hvem er det?

Det viste sig at være en af gæsterne, som jeg slet ikke kendte.

I dag husker jeg ikke hans navn.

Jeg husker ikke, hvornår han smuttede, eller om han blev sovende, jeg husker blot, at jeg næste morgen var alene i lejligheden med min veninde, hvor vi sad om morgenmaden og skreg i munden på hinanden, hvor fucking klamt det var, at han bare havde lagt sig ind, taget bukserne ned og begyndt at bolle et sovende menneske.

Men ingen af os ringede til politiet. Ingen af os så meget som overvejede det.



Når jeg taler med mine veninder, er denne fortælling ikke noget særligt. Vi er enige om, at det er langt ude mærkeligt, men også enige om, at det ikke er en vild sjældenhed. Begrebet 'listepik' er jo ikke kun for sjov.

Jeg tror sådan set ikke, at ham fyren i min venindes lejlighed ser sig selv som en voldtægtsforbryder, og det gjorde jeg som sagt heller ikke på daværende tidspunkt. Kulturen var sgu nok noget andet i 2002, end den er i dag.

Men her efter voldtægtsanklagen og frifindelsen af den voldtægtsanklagede mand i Enhedslisten-toppen og debatten om samtykke inden samleje, så begynder jeg altså at blive en lille smule træt.

Jeg har ikke den endelige løsning på, hvordan en lov om samtykke kan sikre alle parter i dobbeltsengen. Måske kan man kigge mod udlandet og se, hvordan loven fungerer der.

Men kan vi ikke aftale – som en meget god tommelfingerregel – at man i hvert fald ikke stikker sin penis ind i en dame, der sover. Bare lad være!

Tre nedslag fra ugen

Jeg var ved at dø af grin, da jeg læste, at Skatteministeriets departementschef, Jens Brøchner, havde entreret med et lyssky østeuropæisk firma til at bygge anneks og tagterrasse på hans dejlige sommerhus.
Ud over at firmaet ikke er organiseret, så benytter det en regnskabsmetode, der typisk åbner for skattesnyd, og som koster statskassen milliarder af kroner. Firmaet har nemlig valgt ikke at have nogen revisor til at kontrollere sit regnskab – flot – og det åbner for, at det kan skrive præcis de oplysninger, det vil. Og disse oplysninger ser ualmindeligt underlige ud. Men Jens Brøchner, den fine (embeds-)mand, han kunne forklare den måbende offentlighed, at det slet ikke var ham, der havde hyret østeuropæerne. Det var faktisk hans kone!

Jeg var ved at gå i spagat, da jeg hørte om den amerikanske skuespillerinde Gwyneth Paltrows seneste påfund: et duftlys, der lugter af (hendes?) vagina.
'This Smells Like My Vagina' hedder lyset og koster den ringe sum af 75 dollar. Måske skulle jeg ikke være overrasket. Damen har jo før lanceret et såkaldt jadeæg, man skulle stikke op i fissen og dermed få større sexlyst. Problemet var bare, at Gwyneth og hendes forretningspartnere havde lovet mere, end der kunne dokumenteres, og endte i et millionforlig i dollar.
Men nu har damen altså fået sin egen tvivlsomme Netflix-serie og en række nye produkter, der blandt andet tæller dildoer ved navn 'The Millionaire' og 'The Tennis Coach' (hej, kliché) samt en 'mist' under navnet 'Psychic Vampire Repellent Protection', der skal holde de psykiske vampyrer væk. Fyr den af, Gwyneth!

Jeg blev virkelig trist, da jeg hørte, at Monty Python-stjernen Terry Jones var død. Min barndom er plastret til med 'Flying Circus', 'Monty Python and the Holy Grail', 'Life of Brian' og 'The Meaning of Life' for bare at nævne nogle af gruppens genialiteter. Jones blev trods alt 77 år og led af demens de sidste år. Sygdommen er forbandet.