Igen og igen hører jeg klagesange fra dem med allerflest penge i Danmark.

Men sandheden er, at hvis man har rigtig mange penge, får man adgang til en hel masse rabatordninger, som almindelige lønmodtagere ikke har. Det er, som om man slipper billigere, jo mere man har. Det er urimeligt.

Jeg talte for nylig med en virksomhedsejer, som fortalte mig, at det føltes vældig unfair, fordi man hele tiden skal betale 'én procent mere og én procent mere, igen og igen'.

Det undrer mig. For faktisk har tendensen de seneste 20 år været den stik modsatte. Der er givet skatterabatter og indført særordninger, som betyder, at nogle af de rigeste slipper langt billigere end helt almindelige lønmodtagere. Siden år 2000 er Danmark et af de udviklede lande, der har sænket skatten allermest for de højeste indkomster.

Eksemplerne er mange. Når de rigeste betaler skat af de penge, de tjener på at handle med aktier eller kapitalinvesteringer, betaler de en mindre procentdel i skat end alle dem, der tjener deres penge på almindeligt lønarbejde.

Storaktionærer får groft sagt rabat, fordi de tjener penge på at flytte rundt på værdipapirer i stedet for at knokle som ansatte. Og højrefløjsregeringen indførte endda for nylig et særfradrag til investorer.

Jeg kan blive ved.

Hvert år koster det en milliard kroner at give en særlig skatterabat til nogle af de allerhøjest lønnede direktører. De får flere millioner om året ind på lønkontoen, men alligevel betaler de mindre i skat end selv nogle af de lavestlønnede lønmodtagere.

Det kaldes 'forskerordningen', men kun 10 procent af udgiften går rent faktisk til forskere. De øvrige rabatmodtagere er folk som for eksempel flere af Danske Banks direktører, der har boet i udlandet tidligere.

Selv når vi tænder lyset, er der rabat til de store virksomheder, selvom mange af dem sætter de største aftryk på klimaet. For når virksomhederne betaler elregning, er den mindre end din og min derhjemme, selvom vi har brugt det samme.

Og imens får direktørerne i de 20 største danske virksomheder det, der svarer til en årsløn for en gennemsnitlig lønarbejder på bare ganske få dage. Samtidig kan vi høre den ene historie efter den anden om bonusordninger og gyldne håndtryk – selv til chefer, der har fejlet gudsjammerligt.

Alle de rabatordninger koster tilsammen mange milliarder. Det er penge, som kunne gå til velfærd, sygehusene, ældreplejen eller den fuldstændig afgørende omstilling til et klimaneutralt samfund. Men i stedet går de lige ned i foret på dem, der har allermest.

Der er ikke nogen direktører, der kan drive en virksomhed alene – de har også brug for alle de ansatte for at få det hele til at køre rundt. Og det gavner ikke kun lønmodtagerne, når vi har et stærkt velfærdssamfund. Det gavner også virksomhederne, at de eksempelvis kan ansætte veluddannede unge mennesker fra gratis, offentlige uddannelsessteder.

Der er ikke i sig selv noget galt i at have mange penge. Men det er ikke fair, at man skal have rabat, bare fordi man er rig. Det skal vi droppe.