De 10 følgende udsagn stammer alle fra mit nyhedsfeed inden for de seneste 12 timer.

Bliver De forvirret? Så velkommen i klubben:

WHO-rådgiver: Vi kommer alle sammen til at få virussen. Kåre Mølbak: Danskerne skal regne med at holde afstand i mindst et år. Topforskere: Vi vil få sygdom og død og intet opnå. Kig ud ad vinduet: Danskerne kommer ikke til at holde afstand. Tyskland tester coronavaccine på mennesker. Det er ikke sikkert, det vil lykkes at udvikle en vaccine. Vaccine kan beskytte flere år. Mette Frederiksen: Vores mål er at redde liv, at sundhedssystemet ikke styrter sammen. 384 coronasmittede er døde i Danmark i alt. Corona-afdeling på sygehus lukker – havde for få patienter.

Det første udsagn er sådan set grund nok til at stille spørgsmålet: 'Hvad er det så, vi har gang i?' Og det sidste indikerer, at operationen er lykkedes.

Men døde patienten? Det spørgsmål rumsterer i flere og flere danskeres hoveder. Voxmeter lavede i sidste uge en analyse, der viste, at antallet af dem, der er helt enige i, at de har tillid til regeringen, var faldet til 32 procent.

Jeg vil gerne komme med en forudsigelse, for jeg frygter, at når danskerne begynder at slække på reglerne, så sker det ikke på grund af det, som Kåre Mølbak kalder overoptimisme. Snarere det modsatte. Det handler om over-pessimisme: Når folk mangler håb, bliver de ligeglade.

Det, der lurer under overfladen nu, er civil ulydighed. I værste fald kan det blive i en grad, hvor hjemmeværn og militær må sættes ind. Her får du et bud på en dystopisk, men desværre ikke helt utænkelig fremtid:

Juni 2020 blev den varmeste juni nogensinde. Dagene gik med stegende sol, og aftenerne var lune og lyse og egnede sig perfekt til slentreture gennem storbyen eller til en kølig øl på en af fortovscafeerne. Men cafeerne og restauranterne var stadig lukket. Der var ingen lyde af gademusikanter eller latter. Ingen duft af mad. Ingen lir i luften. Ingen glade studenter med deres hvide huer.

Sommeren 2020 blev den første, hvor studentervognene holdt i garagerne. Hvor fester, livemusik og karruselture var udelukket. Sankthans var aflyst.

En langsom genåbning var blevet til en langsom kvælning af mange virksomheder, og en bølge af selvmord skyllede ind over landet. Man skal ikke undervurdere, hvor vanskeligt det kan være at se sit livsværk forsvinde. At blive bremset midt i sin drøm. At få knust sit håb.

Og her stod en ung generation vokset op med tillid til fremtiden… uden eksamen. Uden den fest, som de hele deres unge liv havde set frem tid. Desillusionerede.

Man kan bede folk holde afstand og vaske hænder og opføre sig ordentligt i lang tid. Men for ungdommen føltes tre måneder som en evighed. Varmen var ulidelig, og de manglede stadig svar på, hvorfor det var dem, der skulle betale denne høje pris. Ja, hvorfor i det hele taget?

Derfra var en bevægelse sat i gang. Indbydelsen til et stille oprør var vandret fra hus til hus: Alle fra 15 år og opefter skulle gå mod stranden kl.12 denne junidag, lød opfordringen. Holde afstand, men gå i flok. For at blive set. Hørt. Forstået.

Fra hele landet var unge taget af sted med busser ud til aftalte mødesteder, og i byer som København, Aarhus og Aalborg så man horder bevæge sig gennem gaderne i samme retning. Fra vinduerne lød der eder og forbandelser: »Er I ude på at slå os ihjel?« skreg en fortvivlet beboer.

På en af landets mindre strande var ordensmagten endnu ikke nået frem, og det kneb med at holde afstand.

Nogle bekymrede borgere bevægede sig ud med metalrør i hånden og med masker på for at tage sagen i egen hånd. De havde overholdt alle restriktioner, og nu ville de slå hårdt ned på dem, der satte det hele over styr: Disse oprørere: unge, men også de gamle, der havde længtes efter samvær, de selvstændige, der havde tørstet efter lysere tider, de nye arbejdsløse og andre mennesker, der ikke længere forstod myndighedernes strategi.

Her stod de så, danske borgere, ansigt til ansigt, og var klar til at slås for deres ret. Alle med samme ønske: De ville bare have deres liv tilbage!