Første maj byder på et nyt ferieår, og mange danskere må i denne tid indse, at deres ferieplaner ikke udvikler sig, som de havde regnet med.
Men hvad må og kan man egentlig, når verden er lukket ned på grund af corona?
Hvis man kigger på udlandet, er det meget få steder, hvor man overhovedet kan rejse ind.
Ud af de lande, som danskerne er gladest for at besøge, er der nærmest ikke nogen, som man kan besøge i disse tider.

Derfor skal man også tænke sig om, inden man holder stædigt ved i, at sommerpausen skal bruges udenlands.
For selvom, det ikke er forbudt at tage til udlandet, så har der været eksempler på, at mange danskere er blevet fanget i lande verden over og har haft svært ved at komme hjem.
I en mail skriver udenrigsminister Jeppe Kofoed (S) lidt om reglerne, som de ser ud nu, og hans anbefalinger.
'Det kribler allerede i mange for at komme af sted. Så jeg forstår godt, at mange danskere nu er begyndt at planlægge deres sommerferie. Men på nuværende tidspunkt er det stadig umuligt at forudsige, hvordan situationen ser ud til sommer,' lyder det.

'Udenrigsministeriets globale rejsevejledning gælder lige nu frem til 10. maj. Her fraråder vi alle ikke-nødvendige rejser til hele verden. Og vi kan simpelthen ikke sige noget om, hvordan verden ser ud herefter. Der må man væbne sig med tålmodighed,' skriver han videre.
Det er dog ikke alle, som følger de anbefalinger, som både Udenrigsministeriet og Sundhedsstyrelsen står bag, når det kommer til at tage hensyn.
Eksempelvis er der flere, som tager til vores naboland Sverige for at gå på café, tage i fitnesscenter og holde ferie.
Til spørgsmålet om en ferie isoleret i et svensk sommerhus med mad nok til at undgå indkøb ikke kan være fint nok, lyder det fra Kofoed, at han ikke laver knkrete risikovurderinger i enkelte sager. Her henviser han til Sundhedsstyrelsen.
Og vi kan simpelthen ikke sige noget om, hvordan verden ser ud herefter. Der må man væbne sig med tålmodighed
De officielle vejledninger siger dog, at man skal undgå alle ikke-nødvendige rejser til udlandet, og her hører tætte naboer også under.
Det er dog kun anbefalinger. Ligesom det også er en anbefaling og ikke en lov, at man også går 14 dage i karantæne, når man kommer hjem fra udlandet.
Men hvad gør man, hvis man har købt en rejse, inden verden gik af lave. Er der så nogen, der kan hjælpe en, spørger du måske?
Og ja, det er der - hvis du har forsikring. Det er nemlig der og til flyselskab eller rejsebureau, man skal rette henvendelse, hvis man er nervøs for, at corona-virussen kommer i vejen for ens rejseplaner.

Udenrigsministeren er dog ikke i tvivl om, hvorvidt han regner med ferie i udlandet denne sommer.
'Jeg kan da sige, at min familie og jeg planlægger at holde sommerferie i Danmark i år. Det glæder vi os meget til. For her er dejligt om sommeren,' slår han fast.
Til dem, der vælger den danske løsning, er det heller ikke ulovligt at leje et sommerhus, men man skal tænke på spredningen af smitten også indenfor landets grænser. Derfor opfordrede statsminister Mette Frederiksen også til, at man undgik at rejse for meget rundt i landet, da påsken og sommerhus-sæsonen stod for døren.
Hvis man håber, at der kommer nye muligheder, og man er typen, der følger alle anbefalinger, vil det være en god idé at vente til 10. maj, hvor der kommer ny status på både genåbning af Danmark og de forskellige anbefalinger.