For mig er telefonen opfundet til korte beskeder, og i min familie og omgangskreds er jeg kendt for at være hende, der altid har den på lydløs, hvorfor jeg aldrig er til at få fat i.

Men den seneste uge har jeg tilbragt hele og halve timer i røret med kolleger og venner.

Jeg har savnet at høre deres stemmer og fornemme, hvordan de har det. Allerhelst ville jeg mødes og kramme dem i stykker, men det tillader omstændigheder som bekendt ikke.

De mange samtaler har givet mig anledning til at gøre mig nogle tanker om reaktionsmønstre i en corona-tid.

Indledningsvis vil jeg gerne komme med en disclaimer, som det hedder på moderne dansk. Det betyder i runde vendinger, at jeg tager alverdens forbehold. Mine observationer har jeg ingen videnskabelig evidens for, og resultatet tager ikke højde for, at der selvfølgelig findes noget midtimellem.

Men altså… der synes at være to trosretninger inden for corona-frygten:

Den ene – vi kan jo kalde den A – baserer sig på den generelle angst for coronaviussen, hvis konsekvenser er forholdsvis ukendt land.

Der hersker en udbredt overbevisning om, at vi for alt i verden skal undgå smitte. Det betyder, at man passerer andre fodgængere ved at gå i en enorm bue udenom. Man holder sig hjemme og er primært skeptisk over for en åbning af samfundet.

I denne gruppe vil man helst ikke ses med venner. Man sørger for at mødes to ad gangen, og man ryster på hovedet ad svenskerne, der stadig holder åbent i restauranter og caféer. Holdningen er også den, at der gambles med menneskeliv, og at en delvis åbning af landet er lig med et eksperiment.

Måske har de ret.

Den anden – som vi så kan kalde B – baserer sig på det faktum, at den velkendte grønne og røde kurve er udtryk for det samme antal smittede og det samme antal døde, men med den forskel at den grønne kurve betyder, at smitten skal være kontrolleret, så sygehusene til hver en tid kan klare presset.

Trosretning B tager udgangspunkt i, at man må mødes 10 ad gangen. Så det gør man nu og da. Man vil ligesom A gerne beskytte de svageste, men vil dybest set gerne selv smittes med corona, for 'så er det overstået'.

Gruppe B vil tilbage til normalen hurtigst muligt.

Det er klart, at jeg med min baggrund har enormt mange venner i oplevelsesbranchen, det vil sige inden for teater, musik og restauranter.

Min mand og jeg driver en virksomhed sammen, og derfor er det måske også indlysende, at vi har mange venner og kolleger, der ligesom os er selvstændigt erhvervsdrivende. I disse erhvervsgrupper har jeg stort set kun kunnet finde mennesker, der tilhører trosretning B.

Eksempelvis havde jeg en zoom-samtale over nettet med 27 skuespilkolleger på en gang. Holdningen var, at vi var klar til at gå ned i løn, hvis bare vi kunne få lov at komme på scenen igen snart.

Ikke én nævnte angsten for at danse tæt, røre ved hinanden, kysse og kramme på scenen. Angsten bestod alene i, om publikum måske ville være bange for at sidde sammen i en sal. Tankevækkende, ikke?

Jeg tror til syvende og sidst, det handler om, hvordan man definerer det 'at leve'. For visse mennesker er det at leve lig med at trække vejret og være sammen med sine elskede.

For andre er det 'at leve' forbundet med den åndelige værdi i det, man gør. Det ene er ikke mere rigtigt end det andet, men kan måske være en øjenåbner, når vi har svært ved at forstå hinandens reaktioner.

De mange dejlige venner, der driver egne forretninger, kan næsten ikke vente med at komme tilbage og pleje deres kunder. For dem er det en lise, at børnene skal i skole i næste uge, og en lige så stor overraskelse, at andre kan være bange for at sende børnene afsted.

Så når Mette Frederiksen siger, at vores omgangsmåde måske er ændret for altid, så er det for mange det samme som at sige: Du får aldrig dit liv igen. Og for disse mennesker slukker man simpelthen livsglædens respirator.