Uge 2. Så vågnede jeg. Endelig! Nu kan jeg kende mig selv igen.

Alle køkkenskabene er blevet rengjort, der er gravet 80 huller i haven, alt træværk og tagrender er blevet vasket af, og næste projekt er at få pulterkammeret til at spille.

Og det er ikke, fordi jeg ikke arbejder. Der går faktisk mange timer med at flytte og aflyse kontrakter, at opfinde nye måder at tjene penge på, at sætte skibe i søen og lave alternative former for marketing.

Hver morgen står den på matematik ved køkkenbordet. Storm, der går i 5. klasse, kan jeg nemt hjælpe. Det er straks værre med Eliot, der går i 9. Jeg er ikke noget matematisk geni. Jeg plejer at sige, at jeg er god til at regne den ud, men jeg er virkelig kommet i tvivl, for der er ret meget for tiden, jeg SLET ikke kan regne ud.

For eksempel: Nu leger vi bare, at vi først må åbne op for hele landet igen den 1. juli. En svensker kommer over Øresundsbroen på besøg i København. Han har ikke været underlagt de samme restriktioner i Sverige, som vi har i Danmark, så han bærer smitte med sig over broen. En dansker smittes. Så tre. Så 15. Og hvad så? Er vi så slået hjem igen?

Og sådan kan jeg gå og gruble og forgæves prøve at få enderne til at mødes, mens jeg rydder op som aldrig før. For ét er, at jeg har fundet min gode, gamle energi tilbage. Noget andet er at navigere i verden, som den ser ud nu.

Og jeg skal da hilse og sige, at de moralske dilemmaer tårner sig op som aldrig før. Jeg har i den forgangne uge gjort mig etiske overvejelser, som jeg aldrig troede, jeg skulle støde på. Helt almindelige spørgsmål som: »Mor, må jeg gerne lege med…« har givet nogle hovedbrud, hvor jeg har måttet bede om betænkningstid.

Vi har haft to besøgende på to forskellige dage. Begge kammerater til min store søn. Den ene sad ved middagsbordet og fortalte om sin far, hvorpå jeg spurgte til hans mor.

»Min mor døde for tre år siden,« svarede han og fortalte, at hans mor var blevet ramt af en – nåh ja - influenza, der førte en lungebetændelse med sig, som hun ikke kunne stå imod.

Ja, hun var i forvejen syg af noget andet, men hun var også alt for ung, og ikke mindst var hun mor til denne kære dreng og hans lillebror.

Den anden kammerat kom herhjem som det første sted efter sin og familiens karantæne. De har nemlig alle haft coronavirussen, så de har været totalt isolerede i flere uger.

Han syntes, det var skønt at komme ud, og jeg nåede gudhjælpemig at tage mig selv i at blive halvmisundelig over, at han nu sad der og var immun. Kan jeg overhovedet tillade mig det?

Jeg hører alle mine venner tale om, at vi snart vågner op til et helt andet moralsk regelsæt. At vi vil agere markant anderledes i fremtiden. Det håber jeg også, men jeg mangler stadig at få mine mange regnestykker til at gå op.

Jeg var i går ude at gå en lang aftentur. På gaden og i skoven mødte jeg mange mennesker og sagde hej til hver og en. Min forventning var nemlig, at de ligesom jeg savnede at se et smilende ansigt, nu hvor man ikke må kramme.

Men tænk, på nær to helt unge piger, så var der ikke en eneste, der hilste tilbage. De havde nemlig alle sammen dimser i ørerne og hørte musik eller talte i telefon, mens de kiggede ned i jorden. Folk på min alder og opefter.

Halløj, derude! Var det ikke nu, vi skulle løfte blikket og se hinanden i øjnene? Er jeg den eneste, der savner smilet?

Og nede i Meny, hvor jeg sneg mig ned iført tørklæde for munden og handsker på af hensyn til de svageste, ja, der var der stort set kun ældre mennesker i butikken uden både det ene og det andet.

Hvordan går den ligning op?

Og min kære veninde, der er imod vaccine, kan hun stadig sige, at hun beskytter sine børn, eller er der også en sandhed i, at hun samtidig udsætter andre for stor fare?

Jeg kan tale både for og imod, og jeg vil egentlig helst ikke ind i den diskussion med hende, for uanset hvordan vi lægger tallene sammen, så når vi sikkert ikke frem til samme facit.