Da Ekaterina Andersen så, at skoler og daginstitutioner i Danmark blev lukket ned, traf hun en beslutning, hun tænkte kun var logisk.

Men efter en uge fik hun et opkald, der gjorde hende aldeles hidsig.

Ekaterina Andersen er mor til to børn på henholdsvis to og 13 år og bor i Landskrona i Skåne. Hun har gået i skole i Danmark og boet på denne side af Øresund i mange år.

»Normalt tænker jeg ikke over, at vi faktisk bor i Sverige og ikke i Danmark. Så da man lukkede ned i Danmark, tænkte jeg, det var logisk, at vi også gjorde det.«

Ekaterina Andersen har gået i skole i Danmark, er oprindeligt fra rusland og nu er bosat i sverige med sin familie.
Ekaterina Andersen har gået i skole i Danmark, er oprindeligt fra rusland og nu er bosat i sverige med sin familie.
Vis mere

»Så min ældste datter stoppede i skolen, da skolerne i Danmark blev lukket. Vi forventede, at det samme ville ske i Sverige. Men der skete ikke noget,« siger Ekaterina Andersen, der studerer teologi ved Lunds Universitet og er feministisk forfatter og debattør.

Undervisningen på universitetet er lukket ned, så studierne foregår derhjemme, ligesom hendes mand også arbejder hjemmefra.

»Efter en uge i hjemmekarantæne ringede rektor fra min datters skole og sagde, at jeg nu i en uge havde holdt min datter hjemme ulovligt, og at hun ville anmelde mig til myndighederne, hvor min forældrerettigheder ville blive diskuteret, hvis  hun ikke mødte op på skolen igen.«

»Til at starte med var jeg rigtig hidsig over ikke selv at kunne vælge, hvad der var bedst for mit barn. Men nu - hvor jeg ikke har noget valg - har jeg det godt i forhold til mine venner og kolleger i Danmark, som næsten bukker under over både at skulle arbejde, passe børn og lave lektier,« forklarer Ekaterina Andersen.

Som stort set det eneste land i Vesteuropa skal de svenske børn stadig gå i skole, og svenskerne kan stort set fortsætte deres sociale liv.

Den svenske regering har dog valgt at forbyde forsamlinger på over 50 deltagere, mens det også kun syge og udsatte grupper, der skal gå i karantæne.

Svenskerne opfordres dog til at arbejde hjemmefra, hvis det er muligt.

»Man kan stadig spise på de restauranter, der har servering ved bordene. På skolerne skal de også sidde og spise i grupper. Så på den måde prøver man at undgå massesmitte.«

»Men jeg tror ikke, det gør den store forskel. Min datter siger, at der ikke rigtig er nogen, der vasker hænder ofte eller er påpasselige med ikke at røre ansigtet.«

Ekaterina Andersen er oprindeligt fra Rusland, og her, mener hun, man har de rette retningslinjer.

»Her opfordres man til at holde børnene hjemme, hvis man har mulighed for det. Men dem, som ikke kan blive hjemme på grund af arbejde, får stadig lov til at sende børnene i skole.«

Men selv skal hun ikke risikere at komme på kant med de svenske myndigheder.

»Jeg har for nylig ansøgt om svensk statsborgerskab, og så skal man overholde loven. Så jeg har ikke lyst til at risikere noget ved at være ‘den dårlige forælder’, der forhindrer sin datter i at få sin uddannelse.«