Det var så uge ét! En modsætningernes uge, hvor dem med mundbind i hast passerede fortovscafeer fyldt med unge mennesker uden.

Hvor lossepladsen (10.000 kvadratmeter åbent areal) var lukket på grund af virus, men hvor pigen ved kassen i Netto blev hostet på af de ekstraordinært mange kunder.

'Hvor vi valgte ikke at se mine forældre, der er over 70, men hvor vi af vanvare (og til vores egen forskrækkelse) kom til at trykke hånd med de nye naboer.

Jeg har haft mareridt om dagen og hvileløse nætter. Jeg har været nyhedsjunkie og samtidig hadet hvert et ord, jeg har læst. Hvor jeg plejer at være handlekraftig, er jeg nu kun tilskuer. Alting foregår gennem en tyk tåge.

Det er ikke længe siden, jeg her på siden skrev, at jeg savnede en mere nuanceret tilgang til klimadebatten. Man kunne have troet, at den kom i kølvandet af den seneste uges apokalyptiske tilstand, men nej!

I stedet har jeg på den ene side læst stolpe op og stolpe ned om mennesker, der gerne vil vende retur hurtigst muligt til det, vi kendte.

'Den dag, det er overstået, vil danskerne rejse som aldrig før,' stod der i en overskrift.

Virkelig? Jeg, som ved gud elsker at rejse, har aldrig haft mindre udlængsel. Og gør det da slet intet indtryk, at man i Beijing kan se et stykke blå himmel for første gang i årevis?

Jeg håber af hele mit hjerte, at vi fremadrettet kan forandre verden ved at droppe nogle af de gamle vaner. Eksempelvis forestillingen om, at et møde skal foregå fysisk og ikke kan klares på Skype. Eller idéen om, at vi skal kunne købe tonsvis af nyt, billigt tøj 24-7.

Og ovre i den anden lejr har jeg både hørt og læst klimaaktivister glæde sig over, at naturen nu 'slår tilbage'. At epidemien får nulstillet os, så vi fremover kan lære at tænke os om.

Men come on! Er det ikke sådan noget, man siger, når man tilhører den forkælede middelklasse?

Jeg mener: Den enlige mor i en toværelses med tre unger, som måske var en af dem, der mistede sit job i denne uge, som aldrig har haft råd til en bil, som kun ganske få gange har været ude at rejse, som i forvejen må gå i brugt tøj, som ikke har kunnet hjælpe sine børn med Strunge-digte, trigonometri og andre lektier i denne tid – hvad er det lige, hun og hendes børn skal lære?

Venner, vi er simpelthen nødt til at mødes på midten i det her. På den ene side spise mere bevidst og blive bedre til genbrug og samkørsel og måske leve mere beskedent. Og på den anden side indse, at vækst ikke er noget skidt. Vredesudbrud flytter ingen bjerge.