I den seneste uge har B.T. haft fokus på de såkaldte puttefester, hvor nye gymnasieelever presses til indvielsesritualer af seksuel karakter.

Lørdag aften på den røde løber til Voice 18-showet i Tivoli spurgte B.T. flere af de kendte gæster om deres oplevelser med 'puttefester', og flere var i decideret chok over den aktuelle situation.

»Jeg synes, det er så respektløst. Det er vildt, at det sker, og det er fedt, at det kommer frem, og de (de unge piger, red.) fortæller om det,« lyder det fra trommeslager Ihan Haydar fra bandet L.I.G.A.

Hun tilføjer, at det ikke skete, da hun selv gik i gymnasiet. Det gjorde det til gengæld på Tårnby Gymnasium på Amager, hvor hendes bandkammerat Nicky Russell gik.

»Det var Danmarks dårligste gymnasium. Det sagde statistikken,« fortæller han.

»Men altså til alle piger derude: Der er ikke nogen, der skal tvinges til noget. Du må godt sige nej. Man skal nok komme ind i varmen alligevel.«

YouTube-stjernen Kristine Sloth havde aldrig hørt om 'putterfester' før, men bliver ked af det, da hun får det nærmere forklaret.

»Det lyder fuldstændig absurd. Jeg kan godt forstå, at det er en kæmpe ting at blive en del af fællesskabet, og at 3. g’erne er lidt seje. Men hvor er det forfærdeligt.«

Kristine Sloth henvender sig i sit univers til meget unge kvinder, og hun har et klart budskab til sine følgere:

»Popularitet skal ikke handle om, hvad man deltager i. Man skal ikke gøre nogen ting, man ikke har lyst til, for at blive en del af fællesskabet. Man skal holde fast ved den, man er, og kun gøre ting, man kan stå inde for.«

Blogger Nikita Klæstrup ville til slut også gerne kommentere på de aktuelle 'puttefester', som hun synes er en 'utrolig sexistisk måde at se kvinder på'.

»Jeg vil gerne opfordre alle unge 1. g-piger til at sige nej til de middage. Hvis vi står sammen og siger, vi ikke har lyst til at blive målt på de parametre hele vores liv, kommer det til at stoppe.«

Hun kan godt forstå, at det kan virke smigrende at få en invitation til en 'puttefest', men tilføjer:

»Jeg kan ikke forestille mig, at der er nogen piger, der synes, det er fedt at ’deep throate’ en agurk med et GoPro-kamera på. Det er gruppepres.«