Er du en ja-hat?

Mange er – især når det kommer til deres forretning.

Det er menneskeligt, for det er svært at sige nej. Vi mennesker er nemlig pleasere, og vi vil ikke skuffe andre eller gøre dem kede af det. Derfor sker det, at vi siger ja til noget, selvom alt i os skriger, at vi burde sige nej.

I mine år som iværksætter har jeg selv forfinet min evne til at sige nej. Det har været svært. For med et enkelt 'nej' kan et andet menneskes ansigtsudtryk ændre sig fra forhåbningsfuldt til skuffet.

Men det kan være nødvendigt – og i dag er jeg god til at sige nej. Faktisk vil jeg vove at påstå, at den evne er en af grundene til, at Dinero i dag er en økonomisk sund forretning, som servicerer mange tusinde danske iværksættere.

Selv når vi siger nej til forslag fra vores brugere, får vi masser af rosende ord med på vejen.

Vi siger ikke nej, fordi idéerne er dårlige – næ, de er ofte fremragende. Men idéerne vil øge kompleksiteten af regnskabsprogrammet uden at gavne flertallet, og derfor siger vi nej.

Og ofte giver det god mening at prioritere simpelheden over kompleksiteten. 'Keep it simple' er et godt mantra at have i baghovedet, når man starter egen virksomhed, selvom simpelhed kan lyd negativt. For det simple kan sagtens være lækkert – det oplevede jeg f.eks. på Bornholm denne sommer.

Her besøgte jeg den skønneste café i Gudhjem; Norresan hedder den. Caféen ligger helt ned til vandet, og de har forstået, hvordan man driver en god forretning. Helt simpelt.

De har ikke bare sagt ja, ja, ja, hver gang en kunde har langet en idé over disken. De har valgt et smalt, men lækkert udvalg, så de sultne gæster kan vælge mellem en sandwich, en kartoffelmad og en torskemad. Hverken mere eller mindre.

Det er simpelt og godt. Derudover har de selvfølgelig fire cocktails, tre øl og lidt ispinde – men du forstår pointen.

Deres måde at drive forretning på står i skarp kontrast til en stor del af landets pizzeriaer og burger-bikse. Altså fastfood-restauranter, som har 38 forskellige pizzaer, burgere, pastaretter, mexicansk mad og alt muligt andet på et fuldstændig uoverskueligt menukort.

Fordelene ved det lille menukort er mange. Det smalle udvalg gør først og fremmest kundernes beslutningsproces kortere.

Det er smart, for jo før kunderne bestiller, desto hurtigere kan de få deres mad, og desto hurtigere bliver deres plads ledig til de næste kunder.

Samtidig har caféen med det lille menukort et mindre varelager, mindre der skal smides ud og kortere oplæring af nye medarbejdere.

Og det kunne flere lære af. Også i privatlivet, som jeg selv har forsøgt med bump på vejen.

For eksempel har min kæreste og jeg et sommerhus i Gudhjem, som vi engang imellem lejer ud. En dag fandt min kæreste på, at vi også skulle udleje sengelinned. En del var interesseret i dén deal – det er trods alt træls at slæbe ekstra bomuld med i feriekufferten.

Jeg sagde, at det lød besværligt, men hun havde fundet et firma, som kunne klare det – så vi gik i gang. Og det gik da også godt et par måneder – indtil vi blev ringet op af nogle lejere en aften kl. 22.

Vores samarbejdspartner havde glemt at aflevere sengelinned, og de havde selvfølgelig lukket for telefonen sent om aftenen.

Der sad vi så – langt fra Bornholm, fulde af gode idéer og med et gigantisk problem. Alene fordi vi havde tilført en kompleksitet til sommerhusudlejningen, som ikke var der før. Min kæreste ringede til det nærmeste hotel, og heldigvis fik vi lov at leje sengelinned af dem, så situationen blev klaret.

Men hvor vores sommerhusudlejning fungerede fint før, havde vi formået at tilføje et lag af kompleksitet, som gjorde det mere besværligt og tidskrævende, uden at det økonomiske output var noget at råbe hurra for.

I dag er vi stadigvæk de glade udlejere af et sommerhus – minus sengelinned, vel at mærke.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, jeg vil have dig til at overveje at sige nej til det store menukort – nej til kompleksiteten. Simpelthen fordi alt andet ofte er torskedumt.

Spørgsmålet er så: Har du nosser til at sige nej – eller vil du udleje sengelinned?