Bedre velfærd kræver ikke altid flere penge. Alligevel er det dette regnestykke, debatten sværmer om. Og hvor bliver jeg træt.

Der er luftet ud på Borgen, og vi har fire friske år foran os. Så hvor kunne det være rart med nye toner omkring vores yndlingsemne: Den danske velfærd.

Røde som blå og menigmand som folk højt på strå sætter lighedstegn mellem mængden af monetos og kvaliteten af velfærd. Det er dovent, det er dumt, og det gør os blinde overfor de håndtag, vi kan hive i.

Forstå mig ret: Jeg vil ikke sælge idéen om ”Martins Minimalstat” eller fyre en forsinket valgtale af. Jeg lader heller ikke, som om jeg arbejder i det offentlige. Hvorfor skulle jeg?

Men vi bør stoppe automatpiloten og skæve mere til det private erhvervsliv.

I Dinero, for eksempel, er vi over det seneste år vokset fra 43.000 til 55.000 brugere; en stigning på ca. 28 procent. Det spændende er, at vores supportafdeling ikke er vokset tilsvarende.

Alligevel daler hverken kundetilfredshed eller medarbejdertilfredshed. Tværtimod. Og vi måler konstant.

I stedet for at tænke, at flere kunder = flere ansatte, undersøgte vi, hvad brugerne havde brug for. Det var først og fremmest at gøre programmet lettere at bruge og tilbyde bedre hjælpetekster. Så det gik vi i gang med, og den investering er kommet mange gange igen.

Det kan altså lade sig gøre for os at få flere kunder uden at hæve antallet af varme hænder tilsvarende – samtidigt med at kunderne oplever lige så god service som før.

Nok kan det ikke sammenlignes én til én, men det er ikke fordi, vi ikke har eksempler fra det offentlige. Vi har et af de simpleste skattesystemer for privatpersoner i verden; alt er nærmest udfyldt på forhånd. Det forhindrer fejl og er en hamrende god service.

Og se bare på de kommuner, der har indført intelligente kø- og aftalesystemer, som stikker borgeren et skævt tidspunkt at troppe op på – uden at stå oven i 70 andre, som er indkaldt samtidigt.

Effekten bliver, at folk møder før, og at personalet ikke sakker bagud. Det giver mindre ventetid til borgerne, der ellers var blevet mugne, når de endelig ramte skranken. Det giver også mindre stress hos de medarbejdere, der sad og så på lange køer af mugne borgere.

Systemet er et genialt eksempel på en investering, der har krævet et eller andet beløb, som er tjent hjem på besparelser af personaletid. For ikke at tale om borgernes tilfredshed.

Og vi bør selvfølgelig gå skridtet videre og fjerne de papirprocedurer, der forvandler varme hænder til kolde. Det kan kun gå for langsomt.

Men vi kan også overveje, om de varme hænder altid er det, borgerne fisker efter?

Tag eksempelvis anskaffelsen af et nyt pas. 99 procent vil helst klare det fra sofaen, og få ser værdi i at gå ned på kommunen, aflevere et grimt billede og vente på, at en person håndterer det. Det var i hvert fald mit indtryk, da jeg sad på paskontoret på Frederiksbergs politistation i sin tid. Yes, det gjorde jeg.

Så hvorfor ikke klare det med NemID og fjerne skrankehænderne de steder, hvor borgerne ikke giver en flyvende fuck? Så kan vi måske få flere varme hænder de steder, hvor det betyder noget; for eksempel plejehjem og børnehaver.

Der skal nye boller på velfærdssuppen, for faktum er, at øget velfærd ikke nødvendigvis koster mere.

Og det kunne være forfriskende, hvis vi stoppede med at bilde os det ind, som var det en tyngdelov 2.0. Det er skadeligt for innovationen, og det er skadeligt for vores velfærd.

God sommer.