Det lyder måske som en kliché, men når man springer ud som iværksætter, sætter man alt andet i livet på standby: familie, venner og fritidsinteresser.

Til gengæld fylder det nyfødte hjertebarn – ens helt egen lille virksomhed – alt.

Jeg er selv iværksætter med kæmpestort 'I', og jeg har brugt utallige tusinde timer på at banke nye virksomheder op fra bunden. Derfor overrasker det tit folk, når jeg fortæller, at mine medarbejdere i Dinero ikke skal arbejde mere end 37 timer om ugen. Glem alt om interessetimer og helaftensarbejde. 37 timer er nok.

Måske tror du mig ikke. Det sker jævnligt. Faktisk blev jeg efter en paneldebat for nylig hevet til side af en anden paneldeltager – en topleder – som sagde: »Hold nu op! Det kan ikke passe!« Men jo, det passer. Og nu skal jeg fortælle dig hvorfor:

Når jeg ser tilbage på min karriere – særligt på mine yngre år som iværksætter – så har jeg kørt folk ned. Ikke på grund af ondskab eller grådighed. Men fordi jeg har været en ildsjæl med en evne til at motivere folk til at følge mig og mine ambitioner.

Det kulminerede i Jubii, hvor vi havde seks senge stående, så programmørerne kunne overnatte på kontoret, hvis de ikke gad tage hjem efter en lang arbejdsdag. Dengang havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, at man kunne motivere folk ud i stress.

Stress var betinget af en ond chef, som piskede, truede og var decideret ondskabsfuld over for sine medarbejdere. Troede jeg.

I dag ved jeg bedre, og jeg er meget bevidst om mit ansvar som leder. Derfor arbejder jeg målrettet med at skabe et arbejdsmiljø, hvor medarbejderne motiveres og trives. Og det er der behov for.

En undersøgelse fra februar 2018 viste, at 14 procent af danskerne tager medicin mindst én gang om ugen, fordi de har det psykisk dårligt på jobbet. Det er forfærdeligt og forkert.

Blandt andet derfor har vi i Dinero skabt et arbejdsmiljø, hvor det er helt okay at slå hjernen fra. Man behøver ikke hamre løs i keyboardet, fra man møder ind, til man går hjem.

Man kan smide sig på briksen i massagerummet, hvis man har brug for en powernap. Man kan juble som en galning, når man tæver kollegerne i bordfodbold. Eller man kan koble fra i vores hyggehjørne. Medarbejderne er udstyret med Tivoli-kort, så de kan besøge naboen – også i arbejdstiden.

Hvad end man har brug for, når man trænger til at slå hjernen fra. Det er tilladt alt sammen.

Formålet er ikke at lave en hyggestue, hvor folk kommer for at slappe af. Tværtimod. Dinero skal være en arbejdsplads, hvor kreativiteten bobler. Her skal stinke af nytænkning og dufte af en positiv retning for fremtiden. Og uden kreativitet er vi ingenting.

For uanset om vi taler programmører, supportere, marketingfolk eller andre, så er kodeordet for deres arbejdsdag kreativitet. Og ingen kan være kreative 50-60 timer om ugen. Jo, måske over en ganske kort periode, men over en længere periode slukkes den kreative flamme, og hjernen går på autopilot.

Så når jeg ser en medarbejder, som sidder og glor ud ad vinduet, så gør det mig glad. For så slapper vedkommende af og får en ny, god idé eller optanker kreativ energi.

Jeg ved, at vi arbejder for så god og vigtig en sag – vi gør livet lettere for landets iværksættere – at mine medarbejdere slet ikke kan lade være med at gøre sig gode tanker om deres arbejde. På arbejdspladsen, i brusebadet eller når de ser Netflix.

Alt det her betyder ikke, at jeg har altruistisk tilgang til livet. Og jeg er ikke en dansk, mandlig Moder Teresa. For jeg stiller også krav.

Alle skal bidrage med en solid og professionel indsats, og selvfølgelig skal virksomhedens top- og bundlinje være i orden. Jeg er nemlig også en kynisk forretningsmand, som vil se resultater.

Men jeg er nået en alder, hvor det er sjovere at give end at modtage gaver. Og det er en kæmpe gave at kunne tilbyde mine medarbejdere et fedt, godt, fleksibelt og rummeligt arbejdsmiljø.

Mit bedste bud er da også, at de så bliver endnu gladere for mig som chef og Dinero som arbejdsplads, og at de derfor bliver lidt længere i virksomheden – og det passer mig fint, for lige nu har jeg et team, hvor både top- og bundlinje passer.