Ønskelisten

I 1982 trådte Schluters firkløverregering til. Anker Jørgensen havde kastet håndklædet i ringen, og der var tydeligvis brug for noget nyt.

DET kom der.

På få måneder blev der gennemført mange 'vederstyggeligheder'. Vi afskaffede den automatiske dyrtidsregulering, hvis nogen længere kan huske, hvad det var. Der blev indført en karensdag, og i det hele taget gik vi hårdt til værks og brød med mange års politik og tradition i det danske samfund.

Jeg husker selv, at jeg alvorligt overvejede at forlade politik, da regeringen , som jeg selv var en del af, foreslog at indføre en afgift på folks pensionsopsparinger

Der var gode økonomiske grunde til det, underskuddene var enorme, og så må jo 'nødvendighedens lov' erstatte mange grundfæstede holdninger.

Shu-bi-dua ramte som sædvanlig plet, da de skrev 'Ønskelisten', der opfordrede os alle til at stemme på julemandens liste, liste Ø, fordi så fik vi alt det, vi drømte om og var ikke afhængige af hverken de fæle på Christiansborg eller det fæle Bruxelles.

»Tænk hvis hver mand og tænk hvis hver mø
satte deres kryds ved liste Ø
så ku' de andre pænt liste A
for så var det jul hver dag«

Men i krisetider må man gøre ting, man ikke havde drømt om, og det gør ondt.

Jeg husker selv, at jeg alvorligt overvejede at forlade politik, da regeringen , som jeg selv var en del af, foreslog at indføre en afgift på folks pensionsopsparinger. Noget mit parti var gået lodret imod i valgkampen.

Det, der heldigvis er anderledes i dag, er, at Danmark overhovedet ikke er i krise.

Og hvad skal vores politikere så tage sig til?

Opfindsomheden er stor, det må vi lade dem. Der er snart ikke en sag, der er for lille, til at der bliver kaldt i samråd, at der tages lange debatter i folketingssalen.

Gad vide, hvad julemanden siger om det?

Sprognævnet skal flyttes til Bogense… øh? Er det et krav fra befolkningen i den lille hyggelige by? Næppe. Medarbejderne flytter måske ikke med, men så kan vi da finde et par kvikke hoveder i omegnen, der trænger til nye udfordringer?

Vi kan godt lide at have en dansk kulturkanon og skal hæge om det danske sprog for at undgå, at vi bliver lagt ned sprogligt af fremmede magter, men nu skal det hæges om fra Bogense.

Danmarks Radio får en ordentlig en på lampen. Vi skal godt nok hæge om danske kultur, men så ligger det da også lige for, at DR K og DR 2, som særligt lægger vægt på historie og kultur og seriøse film, skal nedprioriteres.

Til gengæld kan det vel give flere seere til genudsendelser af serier fra udlandet, et par flere krimier og voldsfilm, og så har julemanden fået sin vilje igen?

Ovre i Midtjylland, på Kærshovedgård, ligger der et center for udlændinge på 'tålt ophold'.

Politimesteren på de kanter, har ganske vist udtalt, at der ikke er tale om større kriminalitet der, end der er andre steder, men hvem gider høre på det?

Nu skal der ske noget synligt. Over på en øde ø. Om et par år først, men alligevel. Og de sølle 759 millioner har vi da råd til, for der er ikke krise i Danmark. Her går det hu hej godt.

Og jeg kunne blive ved. Alle kommentatorers dom er mild, for 'ja, ja, men der er jo snart valg'.

Og så er alt pjat og idioti og udsalg af værdier jo tilladt.

Gad vide, hvad julemanden siger om det?

Men alligevel. Jeg vil rose vores politikere for EN ting.

De ved i hvert fald, hvordan de skal opføre sig og tage en debat på en civiliseret måde.

Prøv engang at se det engelske parlament. Her sidder et  antal voksne mennesker, der er valgt til at udføre et alvorligt stykke arbejde. Og hvad gør de?

Råber og skriger, afbryder, udviser i den grad manglende respekt for andre synspunkter. Gadedrenge og –piger, som man selv i 6.A ville betragte som irriterende og smide uden for døren. Og de bør i hvert fald ikke få gaver fra julemanden, hverken hårde eller bløde brexit-pakker.

Så god jul, Christiansborg,