Jeg havde fødselsdag forleden. Igen-igen.

Gennem især de sidste tyve år er de der fødselsdage bare kommet høvlende ind i mit liv i et frygteligt tempo og med det ene formål at gøre mig gammel før tiden.

Jeg har ærlig talt ikke vidst, hvad jeg skulle gøre ved det, før jeg læste om Emile Ratelband fra Holland. Han er en frisk ung mand på 69 år, som har det samme problem. Og nu har han ansøgt en hollandsk domstol om tilladelse til at blive tyve år yngre. Emile Ratelband vil gerne være 49 i stedet.

Før du nu ryster på hovedet af den gale hollænder, skal du vide, at han har en vis pointe. Han gør opmærksom på, at folk jo også skifter navn. De skifter nationalitet. De skifter ægtestand. Nogle skifter ovenikøbet køn. Så hvorfor skulle han ikke kunne skifte alder?

Mens domstolen tygger på sagen, har Ratelband forklaret offentligheden, at han bliver aldersdiskrimineret. Hans bank siger nej til nye lån. Virksomheder vil ikke ansætte ham. Og på Tinder er der ingen der vil date ham. Fordi han er 69 år.

Han har lovet at droppe sin folkepension, så samfundet sparer ovenikøbet penge, hvis han vinder sagen. Og jeg er tilbøjelig til at heppe på ham. Jeg blev 62 år i tirsdags, og jeg har lige tjekket, hvad jeg i grunden lavede, da jeg selv var tyve år yngre.

Dengang havde jeg som 42-årig en pæn stor lederstilling, og jeg vil næppe få noget lignende i dag. Jeg er ganske vist også noget af et fjols, men dengang var jeg altså et endnu større fjols. Og de ansatte mig alligevel.

Så Emile Ratelband skal have lov at kæmpe sin kamp. Der er jo alvor i det, nemlig kampen for at få lov til at være den, man gerne vil være.

Den kamp findes overalt. I den tunge ende finder vi dem, der gennemgår et kønsskifte efter store overvejelser og formentlig megen tvivl. Det har jeg stor respekt for. I den anden ende finder vi dem, der har besøgt en numerolog og pludselig hedder noget andet, f.eks. Månerøv eller Kattegrus.

I midten har vi alle os andre, der føler, at samfundet dømmer os på grund af vores rygning, vores religion, vores vægt, vores ophav, vores seksualitet. Og vores alder. Nogle giver op og lusker over til fjenden (spørg bare rygerne). Andre resignerer og holder sig hjemme (spørg bare de tykke). Og andre igen lærer at holde kæft (spørg bare mændene).

Men alle vil i virkeligheden bare have lov til at være sig selv uden at blive straffet for det. Derfor har vi verden over kampen for identitet og rettigheder. Folk finder sig ikke i en skid nu om dage.

Det kan godt blive lidt trættende for sådan én som mig, der mener, at vi faktisk bør finde os i en del. Men jeg anerkender også, at vi er forbi det punkt, hvor vi bare accepterer skæbnen.

Jeg kan også godt lide, at der bliver kæmpet, og Emile Ratelband må for min skyld også godt være 49 år. Problemet er jo bare, at hans foryngelse kun for alvor virker, hvis vi andre også kan få øje på den.

Naturen lærer os, at vi skal leve i balance med andre, så Emiles kamp er afhængig af omgivelsernes accept. Og den bliver hele tiden sat på prøve nu om dage.

For nu at sætte det på spidsen kunne man jo blive ved med forandringen. For måske skifter hollænderen også nationalitet. Og køn. Og navn. Så hvor man om mandagen mente at have en 69-årig hollandsk onkel med navnet Emile, så har man ugen efter pludselig en 49-årig bulgarsk tante, som hedder Kattegrus.

Det kan godt være lidt svært at vænne sig til.