Forleden kastede jeg mig over Danmarks Statistiks nye publikation om den gennemsnitlige dansker. Der kan man sort på hvidt få et billede af det normale menneske hertillands.

Jeg forventede at se mig selv i tallene, for jeg er gennemsnitlig og almindelig. Jeg arbejder ganske vist på TV, og det synes nogle måske er lidt eksotisk. Men sandheden er, at man netop skal være temmelig gennemsnitlig for at klare sig på skærmen gennem længere tid. Ikke for dum, heller ikke for klog. Ikke alt skeløjet, men heller ikke alt for pæn.

Så jeg er almindelig. Jeg voksede op i en almindelig gade i en almindelig familie. Jeg spiste almindelig mad og gik i almindelige sko. Jeg bruger hver måned flere penge, end der står på kontoen. Jeg spiser for meget hvidt brød. Jeg ser skod-TV om natten. Min gamle bil forurener mere end et containerskib. Og så har jeg i øvrigt topmave og hår i næsen.

Derfor har jeg troet, at jeg var som alle andre – men nej. Ifølge Danmarks Statistik og andre livsstils-undersøgelser er min måde at være almindelig på overhovedet ikke almindelig mere. Jeg troede f.eks. at mit fornavn var meget udbredt, men det er tværtimod på vej til at blive udryddet.

Jeg mente bestemt, at andre mennesker er gode nok på bunden, men det mener folk faktisk ikke om andre mennesker. Jeg troede også, at de fleste er i lige så halvdårlig form og drikker lige så meget rødvin. Men nej, folk motionerer som gale og drikker med måde.

Folk er blevet unormalt moderne. De er med på det hele, sociale medier, halvmaraton, klatreferier og tatoveringer. De køber store cykler og små biler. De netværker og poster og liker. De sparer op, de har styr på pengene og tjek på tingene.

Det mest bekymrende er, at folk især er blevet moderne, fordi alle de andre er det. Det er jo intet galt i fx at være på Facebook, men det er slemt, når man bliver afhængig af andres sympati derinde. Der er heller ikke noget forkert i at motionere, men det ser forkert ud, når titusinder af mennesker løber det samme løb. Det efterlader en isnende fornemmelse af massepsykose. For det er aldrig godt at følge strømmen, du ved ikke, hvor den fører dig hen. Måske ad Helvede til?

Jeg tror, folk forveksler forandring med fremskridt. Derfor begyndte alle lige pludselig at drikke en lille smule kaffe med en hel masse mælk, selvom det ikke smager af noget. Og hvem fandt pludselig på, at alle skal gå i sort tøj og helst hver dag?

Hvem opfandt den løgn at midaldrende mænd får et længere liv, hvis de kører rundt på en racercykel om søndagen? Og hvorfor er det pludselig blevet enormt forkert at servere lasagne for sine gæster?

Jeg stopper her. Jeg ved, at jeg taler til en væg. Jeg ved, at jeg langsomt og sikkert bliver efterladt på perronen. Men jeg havde ikke regnet med, at det ligefrem ville blive unormalt at være normal. Og jeg havde slet ikke forudset, at folk nu om dage overhovedet ikke har hår i næsen. Hvor fanden gør de af dem?