Det er 1 december i dag, og pludselig er den danske jul en realitet også for de mange udlændinge, der er kommet til landet i løbet af året.

Så her er håndbogen til dem, der vil integrere sig hen over de kommende 24 dage.

Juletræet er vigtigt. Vi køber halvanden million af dem i løbet af de næste par uger, og vi stiller dem op i stuerne. Juleaften går vi rundt om træet og synger sange, som kun familiens mormor kan teksten til. Hvis du er inviteret med, skal du bare bevæge læberne en smule og mumle et eller andet. Og du skal ikke se alt for glad ud.

Ifølge producenterne sidder der i øvrigt cirka 200.000 grannåle på et almindeligt juletræ. Vi kunne egentlig godt nøjes med halvdelen, men vi er et rigt samfund og har råd til den slags. Vi har også for mange pensionister, rygere, depressive og sygeplejersker.

Jesus er hovedpersonen. Det må du ikke glemme. Han blev tilfældigvis født lige den aften, vi i Danmark altid har holdt jul, så der var vi heldige. Det var ham, der opfandt gløgg og marcipan. Der er nogen, der siger, at han var jøde, og at det er lidt underligt, at vi har snuppet ham til den kristne tro. Men det snakker vi ikke rigtigt om. Du skal ikke tage emnet op.

I øvrigt er der ifølge navneregisteret lige præcis 50 mennesker i Danmark, der hedder Jesus. Jeg vil skønne at de fleste er opkaldt efter den originale Jesus. Men der er nok også nogle af dem, der fik navnet, lige da de kom til verden, og hvor faderen stod på fødestuen og råbte Jesus! da han så barnet.

Maden er som regel and, og den er god. Der er ganske vist en del danskere, der propper svesker ind i den, og det smager underligt, men du skal ikke sige noget. Du bliver muligvis også tilbudt flæskesteg, som er et stykke gris med ristet hud på toppen. De fleste spiser det kun, fordi de vil have huden, men de lader som om de kan lide det hele.

Danskerne spiser også en risret, hvor man kan vinde en gave, hvis man tilfældigvis finder en mandel i sin ris. Men gaven er som regel lidt mærkelig, en tegneserie eller et par vanter og den slags. Så hvis du får mandlen, skal du bare sluge den og lade som ingenting.

Julefrokoster skal du nok lige vænne dig til. Du har sikkert hørt lidt om, at mange danskere bliver overordentlig berusede ved de frokoster. Men du skal drikke med, for det er den eneste måde at få venner på i det her land. Og I kan bruge flere dage ugen efter på at snakke om, hvor fulde I var.

Du skal derimod ikke opsøge dem ved bordet, der er ædru, for de er sure og vil kun snakke om klimakrise og den slags. Og de går i øvrigt tidligt hjem, for de skal op og løbe næste morgen. Og mens de løber, tænker de med en stille selvtilfredshed, at der kun findes to slags mennesker i verden: Dem der løber, og dem der stadig ligger og snorker.

Julegaver kan godt være svært. Du må kun give gaver til dem, der også giver gaver til dig. Du er altså nødt til meget diskret at finde ud af, hvem de er. Du skal også finde ud af, hvor mange penge de bruger, for du skal bruge næsten det samme beløb. Symmetrien skal være på plads. Og hvis du køber en lille gave, kan det tolkes som manglende generøsitet. Hvis du køber en stor gave, er du ubehageligt prangende.

Det er ikke nemt. Og du må ikke købe noget, der er nedsat. Eller hvor emballagen er lidt nusset.

Jeg har lavet denne guide, sådan at du i løbet af de kommende 24 dage ikke laver alt for mange fejl. Du må f.eks. ikke sige 'god jul' endnu, du skal vente at par uger. Du må derimod gerne sige det hele to dage efter juleaften. Men hvis du siger 'god jul' på den tredje dag, synes vi du er mærkelig.

Held og lykke!