Forleden svingede jeg ind på en tankstation i Himmerland, og fem minutter senere havde jeg egentlig stjålet et par solbriller.

Jeg havde placeret en is, en pakke pastiller, en kop kaffe og solbrillerne på disken. Jeg betalte, og jeg kørte videre mod syd. Men der var noget, der skurrede i baghovedet, og lidt efter indså jeg, at regningen på tankstationen havde været for lille. Ekspedienten havde overset solbrillerne til 129 kroner.

Hvad gjorde jeg ved det? Ingenting. Jeg havde kun kørt 6-8 kilometer og burde vel vende om. Men jeg orkede ikke besværet lige der på motorvejen, og jeg skulle nå færgen i Aarhus. Så jeg kørte videre, mens solbrillerne lå i dørlommen og stirrede bebrejdende på mig.

Okay, det var måske ikke et rigtigt tyveri. Men jeg snød vel lidt på vægten, ik? Og dermed ligner jeg en del andre, hvis man skal tro statistikkerne.

I Storbritannien snyder folk i stor stil i supermarkedet, når de selv scanner deres varer. De scanner f.eks. et kilo gulerødder til 22 kroner, men de lægger derefter et kilo avocado til 45 kroner ned i bæreposen. Vægten kan ikke kende forskel, og derfor køber briterne nu 800 mio flere gulerødder om året, end de gjorde før, man selv kunne scanne.

Der er ikke noget galt i at være omhyggelig med sine penge. Men vi er altså så omhyggelige herhjemme, at vi tilsammen skylder 100 milliarder i skat. Skilsmisseforældre skylder så meget i børnebidrag, at hver eneste af landets 300.000 skilsmissebørn i snit har 12.000 kroner til gode. En del snyder i metroen og i toget. Andre får tæpper og møbler hjem på prøve, pudsigt nok fredag eftermiddag før de skal have gæster i weekenden. Og så leverer de det hele tilbage mandag formiddag.

Jeg ved godt, at nogle mangler penge og har brug for at slippe gratis eller billigt omkring tingene. Fred med det (selvom de jo må have brugt deres penge på noget andet). Men de fleste af os har ingen undskyldning ud over den kræmmermentalitet, som altid har vanæret os i dette land.

Vi elsker at spare en femmer. Men vi hader, hvis andre gør det. Køb f.eks. en sweater, og ingen siger, at den er pæn, mens alle vil vide, hvad du gav for den. Har du fået ny bil, hvad kostede den? Købte du den kontant, hvor har du fået de penge fra? Lej dit sommerhus ud, og folk vil straks høre, hvad du tjener på det, og hvor meget af det, der er skattefrit. Køb et hus og vær sikker på, at dine nye naboer har tjekket på nettet, hvad du måtte punge ud med.

Kræmmeren bor i os, og han er ikke pæn. Han gør os nøjeregnende. Han får os til at sidde på restauranten og minutiøst udregne, hvad den enkelte i selskabet skal betale.

»John, fik du ikke også en drink? Og Ulla, fik du to glas vin?«

Det er i øvrigt på de samme restauranter, 60 pct. af danskerne aldrig efterlader drikkepenge, for hvorfor skulle man dog det?

Selv sidder jeg her med et par solbriller fra Himmerland og ved ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med dem. Jeg kunne selvfølgelig sende dem tilbage til tankstationen, men hvem skal betale portoen? Fandme ikke mig.