I gamle dage - og det vil sige for bare tyve år siden - havde man stadig det, vi kaldte pennevenner. Man skrev breve til hinanden. Gerne i hånden, men det kunne nu også være skrevet på skrivemaskine.

Var man rigtig fremme i skoene, havde man IBM med kugle og slettebånd. Den var vild!

Her kunne man købe forskellige kugler med forskellige skrifttyper, så man ved at skifte kuglen kunne veksle mellem kursiv, fed og normal. Nå ja, er det ikke lidt mere end 20 år siden, tænker du måske, men faktisk ikke. Ganske vist havde mange fået internet på jobbet, men at have en computer hjemme var altså kun de færreste forundt i 1999.

For 20 år siden ville de fleste på nuværende tidspunkt have travlt med at skrive julekort. Jeg kendte flere, der skrev op mod 800 julekort hvert år. Hjemme hos mig stod der sådan en slags holder til årets julekort, som i løbet af december voksede sig fyldig. I dag stirrer man underligt på et julekort og tænker: Hvem har dog haft råd og tid til den slags?

Men der er nu noget hyggeligt og skønt ved at modtage sådan et. Sommetider tror jeg, Danmark er det eneste land, hvor ordinær post er så godt som forsvundet, men det ville være forkert at påstå, at det udelukkende skyldes PostNord. Computer og internet er i den grad flyttet ind i enhver husstand.

Min farfar havde en penneveninde i USA. Jeg selv havde som barn penneveninder i Jylland og nogle få i Tyskland, USA og England. I dag er det knapt så eksotisk. Man kan jo bare skrive en mail eller sms. Eller kommunikere via sociale medier. De unge snapchatter og spiller Playstation, hvor de 'mødes' med venner fra fjerne steder.

Alt dette til trods, så er der intet, som slår det fysiske møde. Det blev helt tydeligt for mig sidste weekend, hvor min store dreng på 15 havde en håndfuld af sine svenske venner på besøg. De er vokset op sammen i Sverige, og vi har kendt dem, siden de startede i børnehave.

Efter vi flyttede til Danmark for lidt over et år siden, har jeg tænkt flere gange, at venskabet måske var ved at løbe ud i sandet, men det var da helt forkert.

Jeg modtog fem tårnhøje drenge med dybe stemmer, og sammen sad vi over aftensmaden og grinede. Talte om dengang og især om nu, hvor Sverige og Danmark virker mere forskellige end nogensinde. Især for teenagere. I Sverige er det utænkeligt, at en 15-årig drikker. Til gengæld er der mere snus i omløb.

I Sverige er det alt andet end normen, at man lader sig konfirmere, og mærketøj er ikke noget, der er synderligt udbredt i en svensk 9. klasse. Og hvor jeg sad og tænkte, at det lød dejligt sundt i Sverige, sagde drengene hele tiden: Alt er meget bedre i Danmark! Hmm...

Til gengæld var de svenske drenge trætte af identitetspolitik og radikal feminisme. Ikke at jeg bebrejder dem. Det er en naturlig reaktion på noget, der fylder uforholdsmæssigt meget.

Og så havde jeg den fornøjelse og udfordring at servere bacon for den i gruppen, der er muslim.

Jeg vil godt lige understrege, at det var ham selv, der bad om det. Han sagde: Jeg har altid været vild med duften af bacon, og da jeg skulle til Danmark, syntes min far, det var ok at smage det.

Vi havde to døgn med de her knægte, som både gik ture, gamede og spillede musik sammen, mens de var her. Det var rørende og vidnede om, at nok gør teknologien det nemmere at holde kontakt, men det fysiske samvær kan intet slå. Og venskaber på tværs af grænser og sprog bliver ikke mindre vigtigt.

Jeg selv har stadig kontakt til venner i USA, Italien, England og Tyskland. Ikke ofte, men det er heller ikke vigtigt. Da jeg var syv, år flyttede min bedste veninde og nabo til Sverige og siden til Færøerne. I fem år holdt vi kontakten via breve og postkort, og da vi sås igen som 13-årige, var det, som om vi aldrig havde været fra hinanden. Sådan er det stadig i dag.

Venskaber tåler afstand; rigtige venskaber.